ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mærsk-fragtfly med halv million ansigtsmasker er landet i København – mange flere er på vej

Robert Uggla, adm. direktør i A.P. Møller Holding. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Robert Uggla, adm. direktør i A.P. Møller Holding. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Danmarks største virksomhed og dens hovedaktionær giver en hjælpende hånd til sundhedsvæsenet i hovedstadsområdet i de kommende måneder.

Projektet går under navnet Maersk Bridge og er et samarbejde mellem A.P. Møller Holding, A.P. Møller-Mærsk og Region Hovedstaden. Formålet er at hjælpe det danske sundhedsvæsen med at skaffe livsvigtigt udstyr i kampen mod covid-19, der har fået efterspørgslen på værnemidler til sundhedspersonale til at eksplodere.

Onsdag formiddag landede det første fragtfly af typen Antonov i Københavns Lufthavn med tonsvis af værnemidler fra Kina, heriblandt en halv mio. ansigtsmasker og 170.000 beskyttelsesdragter. Samlet stiler man efter at fragte 1000 kubikmeter værnemidler fra leverandører i Kina til Danmark. I en pressemeddelelse fra Maersk Bridge oplyses det, at udstyret på forhånd er blevet testet og godkendt af dansk sundhedspersonale.

Ifølge Børsens oplysninger er planen at sende omkring 24 fly til Danmark i løbet af de kommende måneder, men det tal kan både falde eller stige en smule. Projektet er blevet sat i værk af A.P. Møller Holding, men der er ikke tale om en donation fra selskabet. Region Hovedstaden betaler selv udgifterne.

Mærsk-arving som primus motor

Leverancen falder utvivlsomt på et tørt sted. I sidste uge fortalte Kommunernes Landsforening og en række fagforbund på et fælles pressemøde, at der mangler værnemidler i kampen mod covid-19.

Det er Mærsk-arving og topchef i A.P. Møller Holding, Robert Uggla, der er primus motor i Maersk Bridge. Idéen til projektet blev sat i søen, efter Rigshospitalet rakte ud til virksomheden og bad dem om hjælp til at skaffe værnemidler. Efterfølgende var Uggla i tæt dialog med repræsentanter fra Region Hovedstaden, der altså nu kan se frem til flere lyseblå leverancer i de kommende måneder.

“Jeg har enorm respekt og er taknemmelig for det arbejde, der bliver lavet på hospitalerne, og jeg følte mig nødsaget til, at vi bruger vores gruppe-netværk og evner til at støtte dem. Det er stadig for tidligt at sige, om vi er succesfulde, men jeg er meget ydmyg over, at vi kan samarbejde med Rigshospitalet og Regions Hovedstaden om at støtte sundhedsvæsenet,” står Robert Uggla citeret for Maersk Bridges hjemmeside.

Dermed lægger Mærsk-familien sig i halen på flere andre store danske koncerner, der hjælper i kampen mod coronapandemien. Novo Nordisk har tidligere oplyst, at de vil lave coronatests, og hos Carlsberg har man doneret 16.000 liter vinbase fra Somersby-cideren, der i stedet er blevet lavet til håndsprit.

I Jylland har både Lego og Grundfos gået i gang med at producere værnemidler som bl.a. briller og ansigtsmasker.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis