Opdateret kl. 15.11 –Mærsk Drillings økonomidirektør, Jesper Ridder Olsen, forlader selskabet at forfølge nye muligheder uden for selskabet.
Det skriver virksomheden i en meddelelse.
I stedet skal han være finansdirektør i Kirkbi, der er ejet af Lego-familien Kirk Kristiansen. Han erstatter Kurt Carstensen, som har været finansdirektør i de seneste ni år. Dog bliver han i virksomheden som senior finansiel rådgiver.
“Jeg er glad for at byde Jesper Ridder Olsen velkommen til Kirkbi, hvor han vil spille en vigtig rolle i eksekveringen af den ambitiøse, langsigtede strategi, der understøtter det langsigtedefamilieejerskab. Jesper har solid finansiel erfaring og værdifuld viden om familieejerskab, og jeg ser frem til at samarbejde med Jesper om at levere på vores strategi,” siger Søren Thorup Sørensen, adm. direktør i Kirkbi i en pressemeddelelse.
Kirkbi ejer 75 pct. af legetøjskoncernen Lego. Den sidste fjerdedel ejer Lego Fonden.
Jesper Ridder Olsen har været økonomidirektør i Mærsk Drilling siden 2018, og forlader virksomheden senest i slutningen af januar 2021. Han var tidligere regnskabs- og skattechef i Mærsk, før han flyttede til Drilling og med sin nye titel også fik det overordnede ansvar for børsnoteringen af borerigselskabet på den københavnske fondsbørs sidste år.
“Jesper har været en vigtig del af virksomhedens transformation fra et forretningsben i A.P. Møller-Mærsk til et selvstændigt listet selskab på Nasdaq,” siger koncernchef Jørn Madsen i meddelelsen.
“Jeg vil gerne takke Jesper for hans bidrag til Maersk Drilling og jeg sætter pris på hans engagement i at sikre en jævn og effektiv overdragelse i de kommende måneder, idet vi begynder søgningen efter hans erstatning,” fortsætter Jørn Madsen i meddelelsen.
Den afgående økonomidirektør var del af de fire, der var tilbage til selskabets topledelse efter en omstrukturering i organisationen sidste år betød, at ledelsen blev slanket fra syv til fire personer.



