Maersk Drilling har fået en kontrakt til en værdi af 21,6 mio. dollar - svarende til 132,7 mio. kroner - til jack-up boreriggen Maersk Integrator.
Det oplyser selskabet torsdag.
Kontrakten ventes at have en varighed på 85 dage fra starten af april næste år og er indgået med Aker BP.
Den hører dermed til den rammeaftale, der blev indgået mellem Mærsk Drilling og Aker BP i 2017 - et samarbejde, der også tæller Halliburton.
- Vi er glade for at tilføje endnu en brønd til Mærks Integrators arbejde for Aker BP i 2021. Vores alliance med med Aker BP og Halliburton giver nye muligheder for at arbejde som ét hold på tværs af værdikæden, og vores tætte samarbejde giver også større fleksibilitet i fremtidig planlægning af brønde, lyder det blandet andet fra Morten Kelstrup, driftsdirektør i Mærsk Drilling.
/ritzau/FINANS