Maersk Broker K/S, der er Mærsk-familiens private skibsmæglerforretning, tjente 43,4 mio. kr. i 2019 på sin aktivitet med at købe og sælge skibe, formidle kontakt omkring skibschartering og nybygning samt levere anden rådgivning.
Maersk Broker, der har været aktiv i mere end 100 år, ejes af de tre Mærsk-døtre, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, Kirsten Mærsk Mc-Kinney Olufsen og Leise Mærsk Mc-Kinney Møller.
mio. kr. tjente Maersk Broker K/S i 2019
Indtægterne skabes via kommissioner, som selskabet modtager for at formidle kontakt mellem parter, der ejer et skib eller et andet maritimt aktiv, og andre forretningspartnere, der har brug for enten at købe eller leje et skib.
Selskabet lever sit eget liv helt separat fra den store Mærsk-koncern. Og finansielt lever Maersk Broker godt med tilbagevendende, betragtelige overskud i to- eller trecifret millionstørrelse.
Rekorden var i 2015, hvor resultatet nåede 106 mio. kr., og også 2018 var et rigtig godt år med en bundlinje på 55 mio. kr.
At 2019 ikke helt nåede de samme højder, hvad angår indtjening, er dog helt i tråd med selskabets forventninger. Maersk Broker sagde allerede sidste år, at man forventede et lavere resultat, og at man ville skrue op for investeringer i bl.a. udvikling af sin research-enhed, sin konsulentforretning og i digitalisering.
“Antallet af brugte skibe, der skifter hænder, og bestilling af nye skibe ved værfterne er stort set gået i stå
Anders Hald, direktør, Maersk Broker K/S
“Vi er tilfredse med det, når man tænker på, at handel med skibe har været præget af usikkerhed i stort set alle markeder, bl.a. grundet uroligheder i Mellemøsten og implementering af nye brændstofregler, som gjorde, at mange holdt tilbage med investeringer,” siger Maersk Brokers direktør Anders Hald.
Maersk Broker vil i 2020 blive påvirket af verdenskrisen som de fleste andre og kan ikke komme med forudsigelser om resultatet.
“Antallet af brugte skibe, der skifter hænder, og bestilling af nye skibe ved værfterne er stort set gået i stå,” pointerer Anders Hald.
Maersk Broker er dog særdeles velkonsolideret med en bogført egenkapital på 320 mio. kr. ved udgangen af 2019.
Trods selskabets status som en separat og familieejet sideaktivitet – endda juridisk organiseret i den sjældent anvendte selskabstype kommanditselskab eller K/S – er Maersk Broker absolut ikke nogen lille virksomhed.
Skibsmæglerkoncernen har 17 kontorer fordelt over hele verden og over 250 fuldtidsansatte.
Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, det reelle overhoved i Mærsk-familien, valgte sidste år helt at forlade bestyrelsen i familiens skibsmæglerforretning.
Det skyldtes et ønske om at fokusere sin tid og arbejdsindsats på de tungere poster som formand for A.P. Møller Holding og A.P. Møller Fonden og næstformand i børsnoterede A.P. Møller-Mærsk A/S.
Ane Uggla havde siddet i Maersk Broker-bestyrelsen i hele 24 år, heraf de sidste ni år som formand. Hun blev erstattet af Kristian V. Mørch, topchef i den norske Odfjell-koncern og næstformand i J Lauritzen A/S. Familiens interesser overses i bestyrelsen nu af Mærsk-barnebarnet Christian Mærsk Mc-Kinney Olufsen.