ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mads Krogsgaard om Novos opkøb: "Det siger sig selv, at der er blockbuster-potentiale"

Arkivfoto: Mads Krogsgaard Thomsen forventer, at ziltivekimab kan gå i fase 3 næste år. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Mads Krogsgaard Thomsen forventer, at ziltivekimab kan gå i fase 3 næste år. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Der er ikke nogen tvivl om, at Novo Nordisk har store forventninger til den nye lægemiddelkandidat, som selskabet har erhvervet med købet af det amerikanske Corvidia Therapeutics.

Kandidaten, ziltivekimab, gennemgår i øjeblikket undersøgelser i et fase 2b-studie, men forskningschefen i Novo Nordisk, Mads Krogsgaard Thomsen, vurderer, at potentialet for kandidaten er stort.

I min rolle skal man aldrig være tilfreds, med det man har

Mads Krogsgaard Thomsen, forskningschef Novo Nordisk

"Det siger sig selv, at der er blockbusterpotentiale. Men hvor stor blockbuster det er, er for tidligt at kommenterer på," siger han til Børsen.

I første omgang lyder købsprisen på 4,8 mia. kr. mens der er mulighed for, at den samlede pris kan ende med at løbe op i 13,8 mia. kr.

"Når vi giver 4,8 mia. upfront for et tidligt molekyle, er det fordi, det er et område med et stort udækket medicinsk behov og stort udækket behov for nye lægemidler. Det har "first-in-class og best-in-class-"potentiale, og det er selvfølgelig en stor omsætning og et stort medicinsk behov, vi kan opfylde med det her," siger han.

Corvidia Threapeutics førende lægemiddelkandidat er døbt ziltivekimab. Midlet udvikles til at reducere risikoen for alvorlige bivirkninger i hjerte-kar-hændelser hos patienter med kronisk nyresygdom, inflammation og åreforkalkning.

"Vi får rigtig travlt"

Forskningsdirektøren fortæller, at Novo Nordisk har revideret strategien, og selskabet fokuserer dermed også på specifikke lægemidler til behandling af hjerte-kar-sygdomme. Og opkøbet, der blev annonceret torsdag eftermiddag, er et skridt i den retning, men benene kan ikke smides op.

"I min rolle skal man aldrig være tilfreds, med det man har. Men når det så er sagt, er der en håndfuld kandidater i vores pipeline, der i løbet af 2021 kan gå ind i den afgørende fase. Vi er ikke aktivt på udkig efter en masse opkøbskandidater i en sen fase. Vi får rigeligt at se til," understreget han.

Novo Nordisk regner med, at have 40.000 patienter i kliniske afprøvninger til næste år. Han vil dog ikke afvise, at der kan komme mere til i porteføljen inden for hjerte-kar-sygdomme.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har meget travlt. Måske vil vi fremover kigge lidt på tidlige projekter," siger han.

Lange udsigter

Han fortæller også, at det er planen, at midlet skal udvikles alene. Novos middel semaglutid er igang med at blive udviklet som behandling til hjerte-kar-sygdomme.

"Semaglutid har en god effekt på hjerte-kar-sygdomme. Det her middel virker på en helt anden måde, men det kan ikke afvises, at produkterne kan bruges sammen på et tidspunkt," siger Mads Krogsgaard Thomsen og tilføjer, at midlet kan blive det første specifikke inflammationdæmpende lægemiddel til åreforkalkning.

Han forventer, at ziltivekimab kan gå i fase 3 næste år. Der skal rekrutteres patienter, gennemførers studier og rapporteres. Det betyder ifølge Krogsgaard Thomsen, at der kan komme et lægemiddel ud af det i anden halvdel af årtiet.

Novo vil finansiere købet gennem finansiel reserve, og købet kommer ikke til at ændre på hverken Novo Nordisks forventninger til 2020 eller det aktuelle tilbagekøbsprogram af egne aktier.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis