ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mads Krogsgaard efter fedmefremskridt med sællert: “Fire ud af ti tabte sig mindst 20 pct.”

Her ses Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i Novo Nordisk under diabeteskonferencen EASD i LIssabon i 2017 Arkivfoto: Peter-Emil Witt
Her ses Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i Novo Nordisk under diabeteskonferencen EASD i LIssabon i 2017 Arkivfoto: Peter-Emil Witt

Novo Nordisk er godt på vej mod et gennembrud i behandlingen af svær overvægt eller fedme, men ifølge koncerndirektør Mads Krogsgaard er der fortsat et par brikker, der mangler, selv om medicinalkoncernens supermolekyle viser vægttab på over 20 pct. for 40 pct. af de patienter, der har deltaget i et forsøg over 68 uger.


Vi er nu et væsentligt skridt nærmere at kunne tilbyde læger og patienter en medicinsk behandling mod svær overvægt som imødekommer behovet

Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for forskning og udvikling

“Det er et stort tal, at 40 pct. taber sig 20 pct. eller mere. Vi er nu et væsentligt skridt nærmere at kunne tilbyde læger og patienter en medicinsk behandling mod svær overvægt som imødekommer behovet,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i Novo Nordisk.

“Med denne medicinske behandling i hånden, så bliver det alt andet lige nemmere for Novo Nordisk at sætte svær overvægt på dagsordenen rundt omkring i verden, fordi data er så robuste og klare,” tilføjer han.

Resultaterne fra Step 4-studiet viste, at patienterne i gennemsnit tabte sig omtrent 18 pct. over forsøgsperioden, og reguleret for placeboeffekten omkring i underkanten af 15 pct.

Dobbelt op af Saxenda

I dag har Novo Nordisk lægemidlet Saxenda i markedet til behandling af fedme, og selv om væksten er god i salget, så hopper patienterne af behandlingen efter tre-fire måneder, når vægttabet flader ud, og sundhedsmyndighederne vil ikke give tilskud, fordi vægttabet ikke er stort nok.

Med semaglutid løfter Novo Nordisk behandlingen til dobbelt effekt.

“I hvert fald op til uge 60 taber patienterne sig stadigvæk. Det adskiller sig markant fra andre lægemidler, hvor vægttabet typisk flader ud efter godt og vel et halvt års tid.," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Vil læger og myndigheder lytte nu, eller skal der mere til for at opnå bred adgang i markedet og tilskud?

“Jeg tror, at det er en brik i puslespillet. Studiet viser, at man ikke skal stoppe sin behandling, for det er en kronisk sygdom, der kræver kronisk medicinering, ligesom ved forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol mm. Man kan ikke bare give en kort behandling, og så går det væk,” siger Novo-bossen, og uddyber:

700

mio. mennesker lider af overvægt på verdensplan, men kun 1 pct. er i medicinsk behandling i dag

“Der skal overordnet set endnu flere ting til, førend samfundet åbner for en bred markedsadgang med tilskud. Vi mangler fortsat at vise, at det store vægttab ledsages af et længere liv med færre slagtilfælde i hjernen og færre blodpropper mm. Det studie har vi i gang.”

Studiet går under navnet Select, og ventes at være klar med resultater i 2024, og først derefter ventes det store gennembrud i fedmemarkedet. Mads Krogsgaard Thomsen sammenligner det studie med lignende studier inden for diabetes og andre sygdomme, der har været med til at overbevise læger og myndigheder om, at en vedvarende behandling kan sikre et længere liv og øget livskvalitet for patienten.

650 mio. fede

Der er i dag omtrent 650 mio. mennesker på kloden, der ifølge Novo Nordisk kan have gavn af medicinsk behandling af deres overvægt. Men kun 2 pct. er i behandling i dag, hvor eksempelvis over halvdelen af de mennesker, der ved de har diabetes, er i behandling i dag.

Novo Nordisk kunne derfor godt ønske sig, at nogle af konkurrenterne mandede sig op, og forsøgte at gøre den danske koncern kunsten efter, og dermed gjorde en indsats for at fremme debatten om nødvendighed af fedmemedicin.

“Det havde været nemmere, hvis der var nogle selskaber i vores peer-gruppe, som ville gå ud og forklare om det kæmpe uopfyldte medicinske behov, der er her, så vi vil byde konkurrence velkommen,” siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Finanshuse positive

Hos de store udenlandske finanshuse modtages nyheden om semaglutids virkning i overvægt positivt, og aktier i Novo Nordisk stiger i et ellers negativt aktiemarked torsdag.

“Det er meget simpelt. Vi venter, at semaglutid er to gange Saxenda når det gælder varigheden af responsen og vægttabet og Step 4 understøtter det synspunkt,” skriver Wimal Kapadia, medicinalanalytiker i finanshuset Bernstein.

Han mener, at et vægttab på 15 pct. positionerer Novo Nordisk godt i fedmemarkedet og over for sundhedssystemerne, der vil spare penge med sådan en behandling, men han vurderer først, at sundhedssystemerne rundt om i verden vil tildele tilskud til behandlingen, når Novo Nordisk med Select-studiet viser, at fedmebehandlingen har positiv virkning på hele hjerte-kar-området.

Alene i USA er der omkring 100 mio. mennesker, der er overvægtige. hvilket kan sammenlignes med at der er 33 mio. mennesker med diabetes. Af de 100 mio. er omtrent 8 mio. så svært overvægtige, at de også lider af en række følgesygdomme af fedme.

“Den manglende brik i puslespillet er for os AM833 afprøvet i kombination med semaglutid som burde vise en synergetisk effekt, der i hvert fald vil gøre en forskel,” skriver Michael Leuchten, medicinalanalytiker i schweiziske UBS.

Han har vanskeligt ved at finde hoved og hale i fedmepotentialet, da det overlapper med diabetesforretningen, og mange læger udskriver Victoza til fedmebehandling, selv om Saxenda er på markedet. Han vurderer, at et vægttab over 15 pct. vil få lægerne til at lytte, men påpeger samtidig, at Novo Nordisk selv er forsigtige med at vise for meget optimisme om fedmemarkedet, da medicinalkoncernen spår en fordobling af fedmesalget frem mod 2025.

Hos den amerikanske storbank Citi mener analytiker Peter Verdult, at hans nuværende estimat om et fedmesalg på 3,3 mia. dollar i 2030 er forsigtigt, efterhånden som profilen af semaglutid i fedmebehandling forbedres, og han peger på, at hvis han forudsætter, at fedmesalget når 7 mia. dollar (48 mia. kr.) i 2030, skal han lægge 45 kr. oveni hans nuværende værdiansættelse på 465 kr. pr. aktie i Novo Nordisk.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis