ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lufthavnsboss med dyster forudsigelse: Luftfarten vil først blive normal mellem 2022 og 2024 – benhård konkurrence i vente

Lufthavnsdirektør Thomas Woldbyes arbejde med at tiltrække nye ruter kommer i fare efter viruskrisen. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Lufthavnsdirektør Thomas Woldbyes arbejde med at tiltrække nye ruter kommer i fare efter viruskrisen. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Topchefen for Københavns Lufthavn gennem ni år, Thomas Woldbye, frygter, at tiden efter coronakrisen udvikler sig til et benhårdt udskilningsløb og konkurrence mellem en række europæiske lufthavne.

Det kan risikere at underløbe lufthavnens mangeårige arbejde med at bygge sig selv op som et vigtigt knudepunkt – et såkaldt “hub” – med et solidt rutenetværk ind og ud af København.

Den position vil blive udfordret i de kommende år af andre lufthavne, og derfor kan Danmarks eneste internationale storlufthavn med hidtil godt 30 mio. passagerer årligt ikke gå ud fra, at alting blot vender tilbage som før i takt med, at coronapandemien kommer under kontrol globalt, og rejselysten vender tilbage.

Lufthavnsdirektør Thomas Woldbyes prognose er ikke optimistisk. For det første siger han nu, at han reelt først venter en normalisering af luftfarten på et tidspunkt imellem år 2022 og 2024. Det er en del mere dystert end mange andre forudsigelser.

For det andet frygter han, at et mangeårigt arbejde med at skaffe flere nye ruter ind og ud af København bliver langtidsskadet:

“Med coronapandemien er mange af disse ruter sat på hold, og det er ikke sikkert, at alle vender tilbage til Københavns Lufthavn inden for en overskuelig fremtid. Samtidig er der udsigt til stigende konkurrence fra øvrige skandinaviske lufthavne, herunder en betydelig stigning i kapaciteten i tyske lufthavne,” lyder analysen fra Thomas Woldbye i lufthavnens halvårsmeddelelse.

Der vil være mange lufthavne relativt tæt på København, som også vil arbejde for at få de bedste og mest attraktive ruter.

Thomas Woldbye, adm. direktør for Københavns Lufthavn

Ud over de mere nedslående opgaver med at tilpasse arbejdsstyrken og skære 650 stillinger væk, vil Thomas Woldbye og hans stab derfor også sætte endnu mere ind på arbejdet med at promovere Københavns Lufthavn som et attraktivt knudepunkt over for en presset luftfartsindustri:

“Det arbejde er nu endnu mere vigtigt, fordi vi ikke kan gå ud fra, at alt blot vil vende tilbage til det, det var engang. Der vil være mange lufthavne relativt tæt på København, som også vil arbejde for at få de bedste og mest attraktive ruter,” siger Thomas Woldbye.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis