En lille fabrik i den sydvestjyske by Bramming har pludselig fået en betydelig rolle i missionen om at vaccinere verdensbefolkningen mod coronavirus – og har derfor på kort tid fordoblet sin produktion og omsætning.
Fabrikken, der tilhører virksomheden Cold Jet, producerer tørismaskiner – maskiner der kan omdanne flydende CO2 til tøris – og dem er der blevet brug for, da de nye coronavacciner skal opbevares ved frostgrader, når de flyves, sejles og køres ud i verden.
“Det har i hvert fald været spændende for vores lille organisation lige pludselig at være en del af den kritiske kæde
Arvid Nielsen, adm. direktør, Cold Jet i Danmark
Fabrikkens 27 medarbejdere har derfor fået travlt.
“Hvor vi før producerede mindre end ti maskiner om måneden, så ligger vi nu på 20 maskiner om måneden. Vi har tidligere produceret pr. ordre, men nu gearer vi op til at producere til lager, fordi vi forventer, at efterspørgslen vil vare ved i 2021,” siger Arvid Nielsen, der er adm. direktør for Cold Jet i Danmark.
Cold Jet har blandt andet for nylig solgt tørisanlæg, der både kan producere og dosere tøris, for mere end 80 mio. kr. til medicinalselskabet Pfizer, som står bag den første godkendte coronavaccine i den vestlige verden.
Pfizer bruger nu Cold Jets maskiner til at fylde tøris på alle de kasser med vacciner, der bliver sendt ud fra tre af selskabets vaccinefabrikker i Belgien og USA.
“Det betyder, at alt den tøris, der bliver produceret på de tre produktionsanlæg, kommer fra maskiner, der er udviklet og fremstillet her i Bramming,” siger Arvid Nielsen.
Det betyder også, at fabrikken i Bramming havde en finger med i spillet, da de første vacciner ankom til Danmark mellem jul og nytår. De blev nemlig sendt fra Pfizers anlæg i Belgien.
Det har da også løftet motivationen på fabrikken, at Cold Jet er blevet en del af den historiske vaccineindsats, fortæller Arvid Nielsen.
“I USA blev den logistiske opgave sammenlignet med den, de skulle mobilisere under Anden Verdenskrig. Jeg ved ikke, om det er en god sammenligning, men det er i hvert fald spændende for vores lille organisation lige pludselig at være en del af den kritiske forsyningskæde,” siger han.
Cold Jets fabrik i Bramming tilhørte oprindeligt virksomheden Icetech, der blev stiftet i 90'erne af de lokale erhvervsmænd Bjarne Nielsen og Hans Büttner.
I 2016 blev Icetech opkøbt af Cold Jet og de to tidligere konkurrenter blev til en samlet virksomhed. Cold Jet omsatte for 400 mio. kr. i sidste årsregnskab, hvoraf cirka en tredjedel kom fra fabrikken i Bramming.
pct. er omsætningen og produktionen på fabrikken steget
Da coronavirussen lukkede verden ned i begyndelsen af 2020, så det først ud til, at Cold Jet skulle blive hårdt ramt ligesom mange andre virksomheder, fortæller Arvid Nielsen.
En af de helt store aftagere af tøris er nemlig almindeligvis flycateringfirmaer, der leverer mad og drikke ombord på fly, så da flytrafikken lukkede ned, faldt efterspørgslen på tøris også mærkbart.
Men i sensommeren fik Cold Jet sin første henvendelse fra Pfizer, der var begyndt at planlægge logistikken bag sin coronavaccine, og siden kom der fart på samlebåndene igen.
Selskabet begyndte også at modtage flere ordrer fra amerikanske dagligvareleverandører i stil med danske Nemlig.com, eftersom flere og flere mennesker bestilte mad hjemmefra.
“Det er også et marked, som er eksploderet, fordi man skal bruge tøris til at holde frostvarer kolde under transporten frem til folks dør,” siger Arvid Nielsen.
Den nyopståede efterspørgsel har mere end gjort op for den tabte omsætning, fortæller han.
“Det så lidt mørkt ud i første halvår, men nu har vi utrolig travlt,” siger Arvid Nielsen.