En af Danmarks største ejendomsforvaltere, Deas, bliver lige nu kimet ned af bekymrede virksomheder.
Coronakrisen har for mange af virksomhedernes vedkommende nærmest fra den ene dag til den anden fjernet forretningsgrundlaget, og derfor kontakter de Deas, bl.a. fordi de frygter ikke at kunne betale huslejen.
“Men det her er opstået så hurtigt, så alle er gået Nogle har likviditetsproblemer
Henrik Dahl Jeppesen, adm. direktør i Deas.
“Alle presser alle. Derfor får vi ikke bare mange, men ekstremt mange opkald fra lejere. Men man kan ikke bare sige, at det er udlejernes problem, for så vælter udlejerne, fordi de ikke kan betale deres lån til bankerne,” lyder det fra Henrik Dahl Jeppesen, der er topchef i Deas.
Ejendomsselskabet, der er ejet af kapitalfonden Montagu, har en portefølje på omkring 3500 erhvervslejere, og en stor del af dem har de seneste dage taget kontakt til Deas.
Men Henrik Dahl Jeppesen opfordrer til, at lejerne tager den med ro og ser tiden an.
“Der er nogle hjælpepakker på vej, og det er positivt, men det her er opstået så hurtigt, så alle er gået i panik. Nogle har likviditetsproblemer, andre har ikke, og så er der nogle, der har fået revet tæppet væk under deres forretning,” siger Henrik Dahl Jeppesen.
Vil lejerne have huslejenedsættelser?
“De udtrykker i hvert fald deres bekymring, for de ved jo godt, at der kommer en regning. Som hovedregel sender vi en regning ud, og så vurderer vi fra sag til sag, hvad vi gør. Noget af det er meget kompleks jura, som vi arbejder på,” siger Henrik Dahl Jeppesen.
Ifølge direktøren er der tale om et “komplekst juridisk spil,” og han har lige nu flere af sine i alt omkring 900 medarbejdere til at se på juraen. Deas administrerer ejendomme, der primært ejes af institutionelle investorer som f.eks. pensionskasser, private investorer og ejer- og andelsboligforeninger.
Og de bekymrede lejere kan godt regne med at få en opkrævning for april-huslejen senere i denne måned.
“Vi opkræver husleje for næste måned. Jeg har rigtig mange siddende i mine afdelinger, der taler med bekymrede erhvervslejere. Men lige nu behandler vi jo både meget aktuelle problemer, men også fremtidige problemer. Og det er derfor, vi ikke kommer med en klar melding,” lyder det fra Henrik Dahl Jeppesen.
Deas’ samlede portefølje under administration er omkring 2300 ejendomme med i alt 77.000 lejere, både virksomheder og familier.