ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ejendomsboss om udskudt husleje: “De manglende 4 mia kroner er et meget meget stort beløb”

Ejendomsadministratoren Deas manglede

302 mio. kr. i kassen alene i april som konsekvens af manglende lejebetalinger

“Det ville først være problematisk, hvis vi sad og talte om rabatter. Her er heldigvis kun tale om henstand, siger Henrik Dahl Jeppesen, adm. direktør i Deas. PR-foto
“Det ville først være problematisk, hvis vi sad og talte om rabatter. Her er heldigvis kun tale om henstand, siger Henrik Dahl Jeppesen, adm. direktør i Deas. PR-foto

Hos ejendomsadministratoren Deas manglede der 302 mio. kr. i kassen for april måned. Deas servicerer 2400 af ejendomsbranchens andre aktører og opkræver bl.a. husleje for ejendommens ejere.

36

pct. af huslejen fra erhvervslejere er ikke betalt i april.

De manglende betalinger udgør 36 pct. af de forventede betalinger inden for erhvervsejendomme, og hvis Deas situation overføres til hele branchen, så svarer det til at husleje for 4 mia. kr. ikke blev betalt i april.

Der er primært tale om henstand, hvor betalingerne ventes at komme senere, men coronakrisen kan sagtens betyde, at mange af lejerne går konkurs eller må have rabatter for at overleve.

På stikprøver kan vi se, at detailhandelen og serviceerhverv står for en meget stor andel af de ubetalte huslejer

Henrik Dahl Jeppesen, adm. direktør i Deas.

“De manglende 4 mia. kr. er et meget, meget stort beløb,” siger Henrik Dahl Jeppesen, der er adm. direktør i Deas, der tilføjer:

“Jeg kan desværre ikke give dig en fordeling på segmenter, men på stikprøver kan vi se, at detailhandelen og serviceerhverv står for en meget stor andel af de ubetalte huslejer.”

Ser flere lyspunkter

Han understreger, at han og Deas vil følge udviklingen nøje i de kommende måneder, men ser også flere lyspunkter:

“Det ville først være problematisk, hvis vi sad og talte om rabatter. Her er heldigvis kun tale om henstand,” siger han og peger desuden på et meget opmuntrende element i analysen fra april – nemlig at der inden for boligforeninger og andelsboliger var 99 pct., der betalte som aftalt.

I Danmark største ejendomsselskab, Jeudan, er der også ydet henstand, men omfanget kan ikke oplyses, da det børsnoterede selskab er i en stilleperiode forud for kvartalsregnskab i maj. Jeudan har ejendomme for mere end 20 mia. kr.

Adm. direktør Per Hallgren og hans team har været i dialog med de fleste af selskabets tusindvis af lejere, og det foregår efter hans udsagn ekstremt professionelt og med en stor vilje til at få tingene løst.

“Når kunderne har bedt om henstand, så har vi lavet en aftale. Når vi kommer hen på sommeren, så ser vi hvordan situationen ser ud, hvordan regeringens hjælpepakker har fungeret, og så vil der nok være en lille gruppe af kunder, der har behov for en udvidet aftale ud over henstand. For nogle ganske fås vedkommende kan der blive tale om lejerabat,” siger Per Hallgren.

Han har set stærke menneskelige egenskaber hos både kunder og medarbejdere igennem krisen, hvor fællesskabet har sejret over egoismen.

“Vi har haft en højkonjunktur igennem mange år, og under en højkonjunktur er mennesket ofte sig selv nærmest. Man kan godt blive lidt egoistisk. I de seneste fire til fem uger er egoismen kommet lidt i baggrunden, og fællesskabet er trådt forrest,” lyder det fra Per Hallgren.

Jeudanchefen ønsker ikke at kommentere et fremtidigt scenarie, hvor den nuværende udfordring med huslejerne får betydning for værdiansættelsen af de faste ejendomme.

“Det ville bero på fornemmelser. Ingen ved hvor længe det vil vare og hvor dybt det bliver. At kommentere på det ville ikke være helt værdigt,” lyder det fra Jeudanchefen, der bereder sig på flere forskellige fremtidsscenarier, hvor omkostningstyringen i Jeudan spiller en vigtig rolle.

Hos AP Pension er der givet en hel del henstand, da mange af lejerne er fra butiks- og hotelbranchen.

“Vores lejere rammes jo ikke af inkompetence. Det er coronakrisen, der rammer, og derfor ville det være uretfærdigt bare at smide dem ud. Det ville også være ufornuftigt, hvis det er de bedste lejere, der findes. Så må vi forsøge at hjælp dem igennem så godt vi kan,” siger Peter Olsson, der er ejendomsdirektør i AP Pension, der har ejendomme for 7 mia. kr. med nye udviklingsprojekter er på vej mod 10 mia. kr.




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis