Den 50 år gamle travbane i Billund synger på sidste vers.
Kirkbi A/S, der ejer 75 pct. af Lego, har købt travbanen for 58 mio. kr., og fra årsskiftet nedlægges banen for at gøre plads til byudviklingsprojekter.
Ifølge jv.dk vil foreningen Sydjysk Hestesport nu i stedet etablere en arena et nyt sted, der kan rumme flere slags hestesport.
Arenaen skal laves i tre faser, og den første fase indeholder en 1400 meter lang travbane, skriver jv.dk.
Anden fase bliver inddragelsen af andre grene af hestesporten, og i sidste fase kommer blandt andet tribune, restaurant og andre publikumsfaciliteter.
Efter planen vil fase et være færdig i midten af 2024, mens fase tre vil blive afsluttet tre år senere.
Projektet kan ende med at koste 400 mio. kr., og ifølge jv.dk er kommunerne i Vejle, Vejen, Billund og Kolding alle i spil at skulle huse arenaen.
Kirkbi, der har en egenkapital på 105 mia. kr., har ingen planer om at involvere sig.
"Vi glæder os til at være med til at skabe en helt ny bydel i Billund og medvirke til byens fortsatte udvikling. I forhold til hestesportsarena – så er det ikke et konkret projekt, der har vores interesse," siger Steen Pedersen, der er global ejendomschef i Kirkbi.
Kirkbi, der sidste år fik et overskud på 6,4 mia. kr. efter skat, forsøgte alleredetilbage i 2016at købe den kriseramte Billund Travbane for 45 mio. kr.
Dengang var planen ligeledes at rydde området, der ligger tæt ved Legoland, så arealet kunne blive lavet om til boliger og kreative områder i forbindelse med en ny visionplan for byen. Men aktionærerne i Billund Travbane sagde nej og fandt i stedet en redningsplanke i form af at sælge en del af travbanens areal til Hotel Propellen for godt 2 mio. kr. Men Kirkis overtagelse af travbanen er altså nu blevet en realitet. Kirkbi overtager det 200.000 kvm store areal fra 1. januar 2022 ifølgejv.dk.