Det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air opruster nu sin tilstedeværelse i Norge og udfordrer den nuværende markedsleder SAS, som i forvejen har nok at kæmpe med.
Wizz Air meddelte tirsdag, at selskabet igangsætter en ekspansion på tre norske indenrigsruter ved at etablere base i Oslo, Gardemoen. De melder sig derfor ind i kampen mod SAS og Norwegian.
Mens stort set alle flyselskaber verden rundt lukkede meget af forretningen ned, da coronakrisen tog fat, anlagde Wizz Air en mere offensiv tilgang.
Selskabet har gennem de seneste måneder bebudet åbning af flere end 200 nye ruter, og det har indtil videre kostet et tab på 800 mio. kr. Korrigeret for ekstraordinære omkostninger i forbindelse med corona var kvartalsunderskuddet dog kun ca. det halve, og Wizz Air regner da også med, at den offensive satsning vil resultere i gevinst på den lange bane.
“Da vi har branchens laveste omkostninger, og da vi opererer den yngste og mest omkostningseffektive flyflåde, er vi det selskab, der er bedst positioneret til at drage fordel af de muligheder, der viser sig. Jeg er overbevist om, at Wizz Air vil fremstå som en strukturel vinder efter covid-19,” sagde Wizz Airs koncernchef, József Váradi, i det kvartalsregnskab, som selskabet offentliggjorde i slutningen af juli.
SAS kunne tidligere i dag offentliggøre trafiktal for september, som afslørede, at de katastrofale omstændigheder fra sommermånederne fortsætter i efteråret.
Blot 600.000 passagerer fløj med selskabet i september. Det er et fald på 2,3 mio. passagerer eller 73 pct. i forhold til samme periode sidste år.
Ifølge aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen er det lige netop de svære omstændigheder, der gør, at Wizz Air kan udfordre SAS lige nu.
“Wizz Airs ekspansion er ikke et decideret nådestød for SAS, men den kommer på et skrækkeligt tidspunkt. Trafikken på SAS-selskabets markeder er imploderet, og genrejsningen af rejselysten ser ud til at blive en langtrukken affære”.
Heller ikke hos Norwegian er der fremskridt at spore. Selskabet har kun 5 pct. af sine fly i luften, og hvor der sidste år var 3,3 mio., der fløj med Norwegian i september, var der 319.000 passagerer i år. Det betyder, at flyselskabet altså kun fløj med en tiendedel af de passagerer, som selskabet fløj med sidste år.
SAS har i dag 38 pct. af markedsandelen i Norge, hvor Norwegian har 34 pct. Wizz Air har blot ca. 3 pct. af markedsandelen i Norge. Men det vil lavprisselskabet ændre på, og det kan resultere i hårdere prispres på billetter.
“Ekspansionen understreger, at de stærke flyselskaber forsøger at udnytte de svage selskabers finansielle problemer til at vinde markedsandele – og om muligt drive dem ud i konkurs
Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank
Ifølge Jacob Pedersen vil Wizz Airs målrettede angreb i Norge afsløre, hvor loyale de flyrejsende er, og om de ultralave priser er nok til at lokke passagererne ud af SAS og Norwegians fly, hvilket uden tvivl vil presse de to selskaber.
“Wizz Air har præcis det, som hverken Norwegian eller SAS reelt har. Vækst og penge i kassen. Selskabet slår sig desuden op på at være det grønneste alternativ,” siger aktieanalysechefen og fortsætter:
“Ekspansionen understreger, at de stærke flyselskaber forsøger at udnytte de svage selskabers finansielle problemer til at vinde markedsandele – og om muligt drive dem ud i konkurs”.
Og selvom Wizz Air på den korte bane måske kan hjælpe SAS med at skubbe hovedkonkurrenten ud i problemer, er alternativet på den lange bane ikke nødvendigvis at foretrække, vurderer Jacob Pedersen.
“SAS vil på kort sigt kunne udnytte en mulig Norwegian-konkurs til at øge indtjeningen, men Wizz Airs indtog viser, at alternativet til Norwegian ikke nødvendigvis er bedre for konkurrencesituationen og SAS’ indtjening på lidt længere sigt,” afslutter han.