ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lars Rasmussen efter milliardkøb: Vi skal vokse endnu mere i USA

Coloplast vil pumpe den tocifrede vækst i USA endnu højere op med købet af distributøren Comfort Medical for godt en milliard kroner.

Topchef Lars Rasmussen havde ellers svoret, at køb af distributører i USA ikke var på dagsordenen.

Nu falder Coloplast ind i sporet af sine konkurrenter, der også har brugt store summer på opkøb af salgskanaler i USA.

"Nu er vi forward integreret (ejere af salgskanaler, red.) allerede i England og Tyskland, men det er da rigtigt, at det er et skifte af strategien i USA. Det er ikke et skifte af strategien globalt,” siger Lars Rasmussen.

Digital succes

Coloplast har i de senere år arbejdet med at styrke salget digitalt i USA, hvor selskabet får fat i flere og flere af stomipatienterne, når de udskrives fra hospitalet.

"Den digitale salgskanal har været i stand til at skaffe os en position på stomi, hvor en tredjedel af alle hospitalsudskrevne patienter, totalt set i stomiforretningen, kommer fra Coloplast Care, så det er rigtigt stærkt,” siger Lars Rasmussen.

Nu skal der så fyres op under salget af katetre i USA.

"Katetermarkedet er jo på mange måder et potentiale, fordi langt de fleste patienter i USA har ret dårlige produkter, og for den samme refusionspris, som eksisterer i dag, kan de få væsentligt bedre produkter, og det kan vi påvirke med købet af Comfort Medical, og det er samtidigt mere profitabelt for Coloplast,” siger Lars Rasmussen.

Dyrt opkøb

Comfort Medical omsætter for omtrent 270 mio. kr., og det svarer ifølge Nordea Markets til at Coloplast betaler 4,2 gange omsætningen, som ifølge banken ikke er så billigt.

"Det er kun fordi, at der er så høj vækst, at det er svært at gennemskue helt, når du ser på salget for hele året, for selskabet er meget større i seneste kvartal, end det var i første kvartal,” siger Lars Rasmussen, der forklarer, at prisen er sat med udgangspunkt i Comfort Medicals salg i fjerde kvartal ganget med fire.
”Set på den multipel, vi betaler for det, så svarer det til lignende transaktioner i markedet,” siger Lars Rasmussen.

Men er det her første opkøb af en stribe, eller en enlig svale?

"Det ved jeg ikke. Nu har vi lavet en direct to consumer-kanal, som er væsentligt mere effektiv til at præge nye patienter, end jeg havde ventet, og nu lægger vi noget til, så vi også kan håndtere recepter og forsikringer og andre ting, som også er en del af markedet. Og lad os nu se, hvor succesfulde vi er, og hvor hurtigt vi kan skalere den forretning,” siger Lars Rasmussen.

"Vi ved, at det her vil virke, men om det bliver organisk eller mere opkøb, kommer an på, hvordan forholdene er for at skalere dette her hurtigt, og det ved jeg ikke, for jeg har ikke prøvet at køre sådan en forretning før,” tilføjer han, og understreger, at flere opkøb først kommer, når opkøbet af Comfort Medical har vist sig som en succes.

Hvad er succeskriteriet?

”Det er, at vi vokser endnu mere, end vi gør allerede i USA, hvor vi vokser dobbeltcifret. Hele succeskriteriet er højere vækst i USA, og at konvertere markedet fra gammeldags teknologi til hydro katetre,” siger Lars Rasmussen.

Hvor hurtigt kan I se det?

”Det kan vi se allerede i det her regnskabsår.”

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis