Møbelvirksomheden Actona Company, som indgår i Lars Larsen Group, har tabt en spids af sin koncernomsætning, men vokser til gengæld markant på bundlinjen.
Resultatet før skat i Actona er trods store udfordringer i forsyningskæden i regnskabsåret 2019/20, der sluttede i juni og derfor var påvirket af coronanedlukning, øget med hele 22 pct. til 167 mio. kr. Omsætningen faldt 50 mio. kr. til 1,8 mia. kr., oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
mio. kr. blev resultatet før skat i Actona
“Det har været et meget specielt år, også for Actona Company. Som global virksomhed med kunder, leverandører og medarbejdere over det meste af verden har vi navigeret i et marked, der de sidste måneder af regnskabsåret har været betydeligt mere volatilt end sædvanligt,” konstaterer topchef i Actona, Torben Villadsen, der roser ledere og medarbejdere for engagement, omstillingsparathed og vilje til at få tingene til at lykkes.
Torben Villadsen glæder sig over, at Actona Company overordnet har formået at følge den strategi, der er lagt, og det har været et særskilt mål at øge markedsandelen inden for onlinehandel, da en stadig større del af møbelsalget finder sted her.
“Jeg er glad for at selv gennem et usikkert år, har vores bestyrelse ikke rystet på hånden men fastholdt vores strategi om at investere yderligere i vækst. Blandt andet ved at sikre vores forhandlere flere og bedre informationer om vores møbler, ligesom vi investerer i bedre it-integration,” siger Torben Villadsen.
“Vi har set, at forbrugerne i store dele af verden har valgt at bruge flere penge på deres hjem
Torben Villadsen, topchef, Actona
Lars Larsen Group købte Actona Company med domicil og stort showroom i Tvis ved Holstebro for fem år siden.
Selskabet oplyser, at mange kunder, som ikke selv har haft mulighed for at rejse til f.eks. Asien for at købe ind, har henvendt sig til Actona, som har et stort globalt setup. Mod slutningen af regnskabsåret og i løbet af sommeren og efteråret har Actona derfor oplevet stor vækst i både ordreindgang og omsætning i forhold til året før.
“Vi har set, at forbrugerne i store dele af verden har valgt at bruge flere penge på deres hjem og dermed også på møbler. Det betyder, at vi har fået en rigtig flot begyndelse på indeværende regnskabsår, hvor vi både har historisk mange ordrer og satte ny omsætningsrekord i september,” siger Torben Villadsen.