ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lars Fruergaard: "Vi står meget stærkere end vi nogensinde har gjort"

Med vækst på næsten alle hylder, når man lige ser bort fra insulinsalget i USA, er Novo Nordisks topchef Lars Fruergaard Jørgensen meget optimistisk for fremtiden.

Selv om dalende insulinsalg trækker USA ned i flad vækst for 2019, så er resten af forretningen sprudlende, især uden for Nordamerika, hvor væksten i salget var på 11 pct. De nyere diabetesmidler i kategorien GLP1 skaber over 90 pct. af væksten, ligesom der skabes vækst i salget af fedmemidlet Saxenda og Biopharm-forretningen med blødermidler og væksthormon er også igen en vækstforretning.

"Det gør, at vi står meget stærkere end vi nogensinde har gjort, så jeg er ret komfortabel med, at vi er i en periode, hvor vi lancerer produkter i rigtig mange markeder, og de lanceringer giver væksten," siger Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk.

Han har siden tiltrædelsen i 2016 forandret beslutningsprocesserne i Novo Nordisk, så de enkelte landechefer har større beslutningskraft i forhold til at sammensætte forretningen lokalt med henblik på at skabe størst mulig vækst. 

"Kulturforandring er noget, der tager tid, og jeg kan se effekten af det, men der er stadigvæk års tilpasning i den rejse," siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Et molekyle bag væksten

Lige umiddelbart er de store vækstskabere i de kommende år molekylet semaglutid, som indtil videre er lanceret i en version til indsprøjtning, kaldet Ozempic og en pilleversion, kaldet Rybelsus. Ozempic har været på markedet i over et år, mens Novo Nordisk er i forhandling om markedsadgang i USA for Rybelsus.

De to lanceringer koster store investeringer, og er hovedårsagen til, at Novo Nordisk i 2020 venter lavere vækst i overskuddet af driften end den vækst, der ventes opnået i omsætningen.

"Det er ret unikt i Novo Nordisks historie, at vi faktisk guider lavere profit end salg. I de gode gamle dage var der salg og så mere profit, men vi investerer mere i forretningen, end vi nogensinde har gjort. Det er for at få den vedvarende vækst på toplinjen," siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Indtil videre har Novo Nordisk med Rybelsus adgang til lidt mindre end en tredjedel af patienterne i USA, svarende til omkring 75 millioner forsikrede. I begyndelsen af året fik selskabet en aftale med Express Scripts i USA, der administrerer sundhedsordninger for 30 pct. af de forsikrede i USA.

"Vi lander mange af de her regionale planer, og det er ret vigtigt, for de har patienterne ret tæt på sig, og ser på værdien af produktet. Og de siger ja. Det lægger pres på nogle af de store sundhedsordringer, som typisk er lidt hårdere forhandlere, at de kan se, at der er en underskov, der vil have det her produkt. Så jeg er ret optimistisk om adgangen i USA," siger Lars Fruergaard Jørgensen. 

Hvor Ozempic nåede et salg på 11,2 mia. kr. i 2019, var salget af Rybelsus på beskedne 50 mio. kr.

Diabetespillen sparker dog døren ind på markedet for tabletbehandling, hvor Novo Nordisk ikke har haft adgang, men som udgør omtrent 70 pct. af alle folk med diabetes.

Enkelte analytikere har derfor spået, at diabetespillen inden for otte år kan nå en omsætning på omtrent 50 mia. kr. 




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis