ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lars Fruergaard: Vi har ammunition til at banke USA-rival

Novo Nordisks topchef Lars Fruergaard tror på, at han har ammunitionen til at vende situationen i USA, hvor selskabet taber markedsandele med diabetesmidlet Victoza, som er selskabets største produkt med salg for 16,9 mia. kr. i de første ni måneder af 2017.

Penge
Investorerne giver lunkent Novo-regnskab kold skulder: Aktien falder
I USA har rivalen Eli Lilly vundet ind på Novo Nordisk ved at lancere en konkurrent til Victoza, der kun skal tages en gang ugentligt, hvor Victoza skal tages dagligt.

”Vi taber markedsandele med Victoza. Jeg vil stadigvæk sige, at vi har et positivt momentum bag vores Victioza-forretning. Hvis du ser på USA, så voksede Victoza 19 pct. i de første ni måneder af 2017, og jeg synes, at det er et væsentligt signal om styrken af GLP1-markedet, at du kan tabe markedsandele og fortsat vokse 19 pct., siger Lars Fruergaard Jørgensen på en telekonference onsdag morgen.

Hele GLP1-markedet i USA ligger nu på en vækstrate på 24 pct., og Lars Fruergaard Jørgensen håber, at en snarlig opdatering af Victozas indlægsseddel i USA og lanceringen af næste GLP1-produkt i 2018 kan vende udviklingen og sende Novo Nordisk frem i feltet igen.

”På kort sigt har vi en hjertekar-fordel på indlægssedlen i USA og Europa, så vi regner med at reducere tabet af markedsandele og forhåbentlig vende udviklingen, baseret på den indlægsseddel, hvor vi kan sige, at Victoza er det eneste GLP1-produkt, der kan forhindre hjertekarsygdomme,” siger Lars Fruergaard Jørgensen, og uddyber, at det er væsentligt, da det typisk er hjertekarsygdomme, der medfører dødsfald for type 2-diabetikere og ikke sukkersygen i sig selv.

På vej frem i USA

Virksomheder
Novo Nordisk opjusterer - men omsætning skuffer markant
I de seneste uger har godkendelsen af den opdaterede indlægsseddel med hjertekarfordelen allerede vist sig i receptudskrivningerne for Victoza i USA, hvor selskabets andel af de nye recepter nu er oppe på næsten 46 pct. efter i en lang periode at være faldet, og været nede under 44 pct. på et tidspunkt.

Godkendes lægemidlet Semaglutid i december i USA, regner Novo-chefen med at gevinsten kan blive endnu større.

”Vi kan accelerere udviklingen når vi får semaglutid på markedet, da det er et endnu mere effektivt produkt med en endnu stærkere hjertekarfordel,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Holder på prognose

Han vil dog ikke give en prognose om hvornår Semglutid vinder USA og bliver det største GLP1-middel på den side af Atlanten.

”Vi giver ingen prognose om markedsandele og hvornår vi regner med at være den største i markedet, men det er åbenlyst, at vi mener, at vi har ammunitionen til at vende det her rundt,” siger han.

Trods tabet af markedsandele inden for GLP1-området i USA, så er Novo Nordisk fortsat største selskab med en markedsandel på 50 pct., målt i værdi.

Enstemmig opbakning

Semgalutid fik i oktober enstemmig opbakning fra et amerikansk rådgivningspanel, nedsat af de amerikanske sundhedsmyndigheder, der endeligt tager stilling til om lægemidlet kan godkendes i begyndelsen af december. 

Novo Nordisk regner derfor med, at Semaglutid, formentlig under et nyt varemærke, kan lanceres i begyndelsen af 2018 i USA, og regner med lancering i Japan i midten af 2018. Godkendelsesprocessen i Europa kommer lidt efter, for selv om produktet godkendes sidst i 2017, eller i begyndelsen af 2018, skal Novo Nordisk forhandle tilskud i de enkelte EU-lande inden en lancering.

I USA lancerer man produktet efter en godkendelse, og forhandler derefter markedsadgang med indkøbere og forsikringsselskaber.

Semaglutid ventes at blive den væsentligste vækstskaber for Novo Nordisk over de næste mange år, og Danske Bank har for nyligt estimeret, at knap 80 pct. af væksten i Novo Nordisk frem mod 2025 vil komme fra netop dette lægemiddel.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis