Verdens største forbrugermarked har haft et skelsættende 2020. Med store dele af den amerikanske befolkning lukket inde meget af året, har mange af de vanlige ture til malls været erstattet af digitale bestillinger. Og med lukkede restauranter og ingen rejser er rigtig mange penge gået til onlineshopping.
Det har man kunne mærke i fragtbranchen.
“Der sendes meget rundt. Når folk sidder inde og bliver lidt deprimerede, så shopper de. Nu går vi ind i de triste vintermåneder, og med den stigning vi ser i smitten, vil flere sidde hjemme og arbejde. Og det gør jo, at folk shopper mere,” siger Niels Larsen.
Han er direktør for air & sea-divisionen hos DSV i USA og oplever, at især større forbrugsgenstande og husholdningsartikler “tonser igennem” lige nu. Og han tror på, at væksten fortsætter, også når covid-19-smitten på et tidspunkt er under kontrol – potentielt i løbet af næste år, hvis vaccinerne virker som håbet.
“Jeg tror ikke, vi rammer en mur. Det kommer selvfølgelig til at tage tid at finde en ny normal, hvem ved, hvordan den bliver. Men jeg er meget optimistisk omkring fremtiden, når det kommer til volumener,” siger han.
Med 2019-købet af Panalpina er DSV verdens fjerdestørste speditør, men med en markedsandel på under 4 pct. Foruden de store konkurrenter som DHL og Kuehne Nagel er der et hav af mindre spillere på det mindst 3000 mia. dollar store fragtmarked i USA.
DSV er fortsat ved at færdiggøre de sidste dele af det gigantiske opkøb af Panalpina, men skulle man fra det danske hovedkontor i Hedehusene beslutte sig for at lave endnu et opkøb i USA for at få del i det voksende marked, melder han klar igen.
“Jeg vil sige det sådan, er vi klar i USA til et nyt opkøb? Det er vi. Og håber vi på, at vi kan købe nogen? Selvfølgelig gør vi det,” siger landechefen, der ikke afviser, at coronakrisen har gjort mindre firmaer til mere attraktive opkøbsemner.
“Jeg vil gå ud fra, at der er firmaer, der er lidt billigere i dag, end de var i januar.”