Opdateret 8.46Bang & Olufsen er hårdt ramt.
Det afslører den netop offentliggjorte årsrapport for 2019/20.
Sammenlignet med sidste år faldt omsætningen med 29 pct. og sneg sig kun lige over 2 mia. kr., mens ebit-marginen før særlige poster faldt med 15 pct.
Nedgangen har også gjort ondt på bundlinjen: Bang & Olufsen lander et kæmpe underskud på 576 mio. kr.
En del af tabet skyldes dog en nedskrivning af et udskudt skatteaktiv på i alt 265 mio. kr., skriver B&O til fondsbørsen.
“Det har været et skuffende år for Bang & Olufsen. De utilfredsstillende resultater skyldtes primært manglende fremgang i den igangværende omstilling til en mere efterspørgselsdrevet detailmodel og højere end forventet salg gennem uautoriserede kanaler,” udtaler topchef Kristian Teär.
I en kommentar til regnskabet betegner Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, det som “skræmmende dårligt.”
“Investorerne skal se fremad. De kommende seks måneder bliver ekstremt afgørende for, om B&O kan overleve som selvstændigt selskab,” skriver Per Hansen.
Med årsrapporten afslutter Bang & Olufsen et rædselsfuldt år, der må betegnes som et af de mest dramatiske i nyere tid for Struer-virksomheden. Covid-19 tvang B&O til at lukke store dele af sine butikker ned verden over, og selskabet måtte siden bede sine aktionærer om godt 400 mio. kr. i en kapitaludvidelse.
Udbruddet af coronavirus tvang i marts 2020 B&O ud i sin femte nedjustering inden for halvandet år. B&O skruede forventningerne til omsætningen i 2019/2020 ned til et fald på mellem 20 og 29 pct., og det interval holder B&O sig altså lige netop inden for.
Men problemerne er langt fra slut endnu, for Kristian Teär forudser også et svært kommende år.
“Vi anerkender, at det vil blive et udfordrende år, da vi fortsætter med at eksekvere på vores nye strategi midt i den usikkerhed, der er forbundet med covid-19. I 2020/21, forventer vi igen at levere vækst – drevet af produktlanceringer i alle kategorier, styrket salgs- og marketingseksekvering samt den fortsatte omstilling af detailnetværket med fokus på vores kernemarkeder,” udtaler Kristian Teär.
B&O forventer dog, at omsætningen kommer til at stige – fra godt 2 mia. kr. i 2019/20 til omkring 2,2 mia. kr. i 2020/21.
Også indtjeningen forventer selskabet vil udvikle sig positivt, men “forventningerne er behæftet med en højere usikkerhed som følge af covid-19,” skriver B&O.
I april lancerede B&O en kortsigtet strategi, hvor topchef Kristian Teär understregede, at virksomheden hurtigst muligt skal til at tjene penge igen. Fokus skal være på en række kernemarkeder i Europa og Asien.
“De næste par kvartaler handler alt om at komme til at tjene penge. Back to black,” sagde Kristian Teär gentagne gange i et interview med Børsen tidligere i år.
Midt i hele kaosset afgik selskabets mangeårige bestyrelsesformand Ole Andersen pludseligt ved døden i begyndelsen af juni, og i stedet har selskabets næstformand Juha Christensen overtaget formandsposten.