ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kriseår barberer 10 mia. kr. af omsætningen i fynsk milliardærs livsværk: “Men det er gået bedre, end vi frygtede”

Milliardæren Torben Østergaard Nielsen må se livsværket skrumpe markant. “Det er gået bedre, end vi frygtede”

Fynboen, hvis hovedkvarter ligger i Middelfart, er ifølge Berlingske Business den sjetterigeste person i landet med en anslået formue på 22,2 mia. kr.Foto: Michael Drost-Hansen
Fynboen, hvis hovedkvarter ligger i Middelfart, er ifølge Berlingske Business den sjetterigeste person i landet med en anslået formue på 22,2 mia. kr.Foto: Michael Drost-Hansen

Torben Østergaard-Nielsen har med A/S United Shipping & Trading Company (USTC) skabt en af Danmarks største virksomheder fra bunden, men nu lider olieimperiet et hidtil uset stort tilbageslag.

Det viser 2020/21-regnskabet for moderselskabet Selfinvest.

Virksomheden taber mere end 10 mia. kr. i omsætning, som lander på 66,4 mia. kr., mens driftsindtjeningen (ebitda) falder brat med 41 pct. til 948 mio. kr.

Det virker jo absurd. Men det er gået bedre, end vi frygtede undervejs

Torben Østergaard Nielsen, ejer af Selfinvest og milliardæren bag USTC

“Markedsvilkårene har været meget svære. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det havde set ud, hvis ikke vi havde haft en organisation, der kunne omstille sig hurtigt til en helt ny virkelighed,” siger Torben Østergaard-Nielsen.

“Virker jo absurd”

Det er særligt konglomeratets klart største selskab, Bunker Holding, der har haft det hårdt i løbet af regnskabsåret, der sluttede med udgangen af april.

Bunker Holding har opbygget en kæmpe forretning på at sælge brændstof til skibe over hele verden.

Men da olieprisen kollapsede og blev negativ i takt med, at coronapandemien lammede verden i løbet af 2020, troede Torben Østergaard-Nielsen nærmest ikke på det.

“Jeg havde ikke set det komme, at man skulle betale penge for at komme af med energi. Det virker jo absurd. Men det er gået bedre, end vi frygtede undervejs, og efter omstændighederne er resultatet tilfredsstillende. Men det er selvfølgelig ikke så godt som budgetteret,” siger Torben Østergaard Nielsen.

Han må også se bundlinjen skrumpe fra 868 mio. kr. til 494 mio. kr., og det skyldes bl.a., at selskabet har tabt omkring 125-150 mio. kr., fordi der har været givet kreditter til kunder, som er gået konkurs.

66

mia. kr. lander omsætningen på i Selfinvest i regnskabsåret 2020/2021

“Men jeg kan ikke bebrejde nogen, at vi har tabt det, for der har været udøvet et særdeles godt kredithåndværk,” siger han.

Aggressiv strategi

Fynboen, hvis hovedkvarter ligger i Middelfart, er ifølge Berlingske Business den sjetterigeste person i landet med en anslået formue på 22,2 mia. kr.

Man kan ikke ud af regnskabet se, hvor skidt det står til med olieforretningen, og Torben Østergaard-Nielsen ønsker heller ikke at røbe det.

Hans koncern ejer også selskaber inden for it, shipping og logistik, og for at undgå at være for afhængig af olieforretningen, indledte USTC en ny, aggressiv opkøbsstrategi sidste år.

Det skete i forbindelse med, at Torben Østergaard Nielsens to døtre, Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Nielsen, fik overdraget aktiemajoriteten i faderens livsværk.

“Vi kommer ikke udenom, at vi primært sælger olie, og min søster og jeg vil sikre, at virksomheden også er relevant i verdenshandelen, når det ikke er olie, man bruger til fremdrift længere,” sagde Nina Østergaard Borris til Børsen i juni 2020.

Få måneder senere – i november 2020 – overtog man så logistikvirksomheden Freja, som nu er slået sammen med SDK, som USTC i forvejen ejede.

Og i marts 2021 kastede USTC sig ind i et helt nyt forretningsområde, da milliardopkøbet af den relativt ukendte træpillekomet CM Biomass blev offentliggjort.

Selvom Selfinvest har haft markant tilbagegang i 2020/21, præsterer selskabet det tredje bedste resultat i gruppens historie, og egenkapitalen stiger til 4,9 mia. kr.

Derfor er der heller ikke ændret på strategien om at vokse organisk, men særligt også via opkøb, lyder det fra Torben Østergaard Nielsen.

“Vi ejer faktisk ikke et eneste selskab, hvor strategien ikke er, at vi også skal vokse via opkøb,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis