ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Biotekselskab henter 380 mio. kr. og skimter et salg eller en børsnotering: “Vi holder alle muligheder åbne”

Holdet bag Adcendo, fra venstre: Forskningsdirektør Niels Behrendt, driftsdirektør Lars Henning Engelholm, adm. direktør Henrik Stage og teknologisk direktør Christoffer Nielsen. PR-foto
Holdet bag Adcendo, fra venstre: Forskningsdirektør Niels Behrendt, driftsdirektør Lars Henning Engelholm, adm. direktør Henrik Stage og teknologisk direktør Christoffer Nielsen. PR-foto

En stor investering er på vej til det blot fire år gamle danske biotekselskab Adcendo, der holder til i København og udvikler lægemidler mod kræft.

Adcendo henter 380 mio. kr. hos en række venturefonde, herunder Novo Seeds samt biotekfondene Ysios Capital fra Spanien, Gilde Healthcare fra Holland, Healthcap fra Sverige og RA Capital fra Boston, USA.

Det er jo ikke hver dag, det sker. Det er klart noget, man bliver både glad og stolt over

Henrik Stage, adm. direktør i Adcendo

“Det er jo ikke hver dag, det sker. Det er klart noget, man bliver både glad og stolt over,” siger Henrik Stage, der er adm. direktør og medejer i Adcendo.

Investeringen er ifølge parterne den største indledende finansieringsrunde for en dansk biotekvirksomhed nogensinde.

Skal afprøves på mennesker

Pengene skal bruges til at teste en række potentielle lægemidler mod kræft, herunder selskabets spidskandidat, som er et middel, der angriber et specifikt protein, også kaldet en “receptor,” som findes i mange forskellige former for kræftsvulster.

Det gælder blandt andet kræft, der opstår i kroppens væv og knogler, samt brystkræft, blodkræft, prostatakræft, tarmkræft og kræft i hjernen, skriver selskabet.

“Det er en receptor, som sidder på overfladen af en kræftcelle. Når noget sætter sig på den, så tager den det ind i cellen. Og det er klart, at hvis du har et giftstof, som du gerne vil have ind i en kræftcelle for at slå den ihjel, så er det jo alletiders,” forklarer Henrik Stage

Målet er i første omgang at tage spidskandidaten frem til fase 2-forsøg og sigte efter en tidlig godkendelse.

“Man kan gå efter en betinget godkendelse, når man har været i fase 2. Og så kan man begynde at kommercialisere derfra,” siger Henrik Stage.

Opkøb eller børsnotering

Derefter kan Adcendo blive mål for et opkøb eller en børsnotering, siger Henrik Stage.

“Hvis man kigger på nogle af de andre ADC-selskaber (virksomheder der arbejder med samme type lægemiddel som Adcendo,antibody-drug conjugates, red.), som er nået dertil, så er de enten blevet solgt til nogle af de store farmapartnere, eller også er de blevet børsnoterede. Vi holder alle muligheder åbne,” siger Henrik Stage.

Bag Adcendo står Henrik Stage, forskningsdirektør Niels Behrendt, driftsdirektør Lars Henning Engelholm og teknologisk direktør Christoffer Nielsen, der hver især ejede en fjerdedel af selskabet inden investeringsrunden. Det fremgår endnu ikke, hvordan den nye ejerskabsfordeling ser ud.

Selskabet udspringer af kræftforskningsafdelingen Finsenlaboratoriet på Rigshospitalet og holder til i biotekrugekassen Bioinnovation Institute i København.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis