Den nordjyske vinduesproducent P. T. Vinduer & Døre i Aabybro nord for Aalborg er taget under konkursbehandling ved retten i Hjørring. Det bekræfter advokatfirmaet Børge Nielsen, der er udpeget som kurator, over for Wood-Supply. Så sent som i begyndelsen af juli bekendtgjorde P. T. Vinduer & Døre ellers, at virksomheden var i fuld gang med at opruste for at imødekomme kundernes behov, skriver Wood-Supply og citerer Aabybro-virksomheden for, at den allerede på det tidspunkt havde over 50 medarbejdere og forventede at ansætte endnu flere hen over sommeren.