Kort før Telia fremlægger sit regnskab for fjerde kvartal 2013, nedskriver den svenske telegigant sin goodwill med 660 mio. kr. i Danmark. Det skriver Berlingske Business. Den millionstore nedskrivning får dog ikke nogen betydning for virksomhedens handlekraft i Danmark, hvor man primært kæmper om markedsandele med Telenor, TDC og 3."Det får ingen som helst operationel betydning overhovedet. Det skyldes udelukkende, at den lange danske markedsrente fra tredje kvartal 2012 til tredje kvartal 2013 er steget med 50 point. Det har intet at gøre med, hvordan Telia klarer sig. Som det kan ses af vores regnskaber for de første tre kvartaler i 2013, har vi klaret os ganske udmærket," siger Søren Abildgaard, adm. direktør for Telia i Danmark. Han henviser til, at det er Telias hovedkontor i Stockholm, der står for nedskrivningen, og at han ikke selv har været med inde over beslutningen.