Odense Sport & Event, som blandt andet ejer fodboldklubben OB og Odense Congress Center, tilføjer nu en ny forretning til koncernen.
“Stella Maris er et fuldstændig fantastisk hotel, som vi faktisk længe har haft i kikkerten til at supplere vores position i Odense
Niels Thorborg, bestyrelsesformand, Odense Sport & Event
Det sker ved købet af luksusbadehotellet Stella Maris Hotel de Luxe i Svendborg, som koncernen overtager fra Vejrø Gruppen, der er ejet af Saxo Banks medstifter og adm. direktør Kim Fournais.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Hverken Vejrø Gruppen eller Odense Sport & Event ønsker at oplyser købsbeløbet for hotellet, der i 2017 blev kåret som årets hotel i Danmark hos hotelportalen Trivago.
Niels Thorborg, der er bestyrelsesformand for Odense Sport & Event, blev i 2020 anslået til at væreDanmarks 19. rigeste mandifølge Berlingskes opgørelse og står bag gruppen 3C Groups, der blandt andet omfatter L’easy.
Han ser tilføjelsen som endnu en udbygning af koncernen, som har ambitionen om at være “et fyrtårn inden for underholdning og oplevelsesøkonomi på Fyn.”
“Stella Maris har måske Danmarks bedste beliggenhed og er et fuldstændig fantastisk hotel, som vi faktisk længe har haft i kikkerten til at supplere vores position i Odense,” skriver Niels Thorborg og fortsætter:
“Vejrø Gruppen har lavet et enestående stykke arbejde med at tilbygge og modernisere hotellet og har fået skabt den helt særlige stemning og atmosfære, som i dag møder alle Stella Maris’ gæster,” skriver Niels Thorborg.
I 2014 åbnede hotellet nyrenoveret med 36 værelser og plads til 80 mødegæster. Salget af hotellet glæder den tidligere ejer Kim Fournais, der har fundet en køber med de rigtige ambitioner for hotellet.
“Vi skabte Stella Maris Hotel de Luxe og Restaurant Stella Maris på en kompromisløs tilgang til god service, et fokus på ærlighed, enkelthed og lokale råvarer og med ønsket om at skabe uforglemmelige oplevelser. Det kan jeg med stolthed sige, at vi er lykkedes med,” skriver Kim Fournais og fortsætter:
“Derfor glæder det mig naturligvis også, at vi nu kan give Stella Maris videre til en lokal køber, der har samme ønske om at skabe unikke øjeblikke,” skriver Kim Fournais.