ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Københavns Lufthavn gør status over årets første 11 måneder: Strejke, konkurs og ny Norwegian-strategi koster mere end 1 mio passagerer

Pilotstrejke, konkurser og ny Norwegian-strategi koster på trafikkontoen i Københavns Lufthavn, som er gået glip af mere end 1 mio. rejsende i år. 

Det fremgår af lufthavnens passagertal for november, hvor den gør status over årets første elleve måneder. Tre ting “har haft en betydelig påvirkning” på, hvor mange der er hoppet i et fly fra Kastrup, skriver selskabet.

“Uden strejker, konkurser og Norwegians justering af trafikprogrammet ville væksten i år have ligget på omkring 2-3 procent,” siger lufthavnens direktør Thomas Woldbye i meddelelsen. 

Københavns Lufthavn anslår, at pilotstrejken i starten af året har kostet 160.000-200.000 passagerer. Derudover har konkurserne i Primera Air og WOW Air kostet knap 400.000 passagerer, mens Norwegians nye strategi, “hvor selskabet går fra vækst til lønsomhed”, har kostet 485.000 rejsende. 

Men ser man bort fra årets dårligdomme, er det overordnet en tilfreds direktør, som læser de nye trafiktal.

“Underliggende har der været en fin fremgang i år, ligesom vi fortsat ser en grundlæggende god efterspørgsel på flyrejser fra passagererne,” siger Thomas Woldbye. 

Ifølge selskabet trækker 80.000 passagerer i gennemsnit sin kuffert gennem lufthavnen om dagen. Med udgangen af november er antallet af passagerer oppe på 28.192.786 passagerer for året. Det svarer til et fald på 58.364 passager eller 0,2 pct. i forhold til sidste år, som ifølge Københavns Lufthavn var et rekordår. 

Stille november måned

November er normalt en af årets mindst travle måneder i Københavns Lufthavn. I år var der endnu mindre gang i kufferthjulene på gangene i Kastrup-lufthavnen, end der plejer. I hvert fald hvis man sammenligner med november sidste år. 

Det fremgår af meddelelsen fra Københavns Lufthavn, der fortæller, at 2.164.875 mio. rejsende har været en tur igennem terminalerne. Det er 45.754 færre end november sidste år, eller hvad der svarer til et fald på 2,1 pct. 

Men der er en god forklaring på, hvorfor flyvelysten har været mindre i november i år, hvis lufthavnen selv skal sige det. 

“Det skal dog ses i lyset af, at lørdag sædvanligvis er den mindst travle rejsedag på ugen i CPH – og dem var der fem af i november i modsætning til fire sidste år. Alene det kostede knap 1,5 procent vækst,” skriver lufthavnen. 

Mens antallet af “lokalt afgående passagerer” faldt med 3,2 pct, så voksede antallet af transferpassagerer til gengæld med 3,8 procent. Her er det især flyselskabet SAS, der trækker op, da det står for 80 pct. af transfertrafikken i København. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis