"Statistik er ligesom en bikini – den viser meget, men skjuler det væsentligste."
Ovenstående citat tilskrives nogle gange Uffe Ellemann-Jensen, andre gange en tysk journalist.
Men det er blevet gjort aktuelt af en statistik om udenlandsk arbejdskraft i Danmark – et af årets varme emner.
Virksomhederne siger tit, at de har svært ved at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Det blev understreget i en rapport fra World Economic Forum, der pegede på, at Danmark ligger som nummer 105 ud af 140 lande, når det drejer sig om at tiltrække udenlandske specialister.
Statistikken fik, da den kom frem i november, omgående de forventelige kommentarer fra eksempelvis Dansk Arbejdsgiverforening, der kritiserede Danmarks stramme kriterier og et voldsomt bureaukrati.
Men ligesom en bikini skjuler WEF-statistikken det væsentligste. En anden statistik, der også kom frem i november, gør os lidt klogere på os selv:
Den er lavet af Internations, en international forening med vægt på sociale aktiviteter for udstationerede over hele verden. Deres årlige statistik over, hvilke lande, det er godt at være såkaldt expat i, henviste Danmark til en pinlig placering som nummer 63 ud af 64 i kategorien “hvor nemt er det at falde til?”.
De ikke-hjælpsomme
Vi er med andre ord og med dagbladet Politikens overskrift på sagen “verdens dårligste sted at få venner,” hvis man er udenlandsk udstationeret arbejdskraft.
Politiken kunne mønstre en amerikansk IT-specialist som case – dansktalende og dansk gift. Han har stort set kun andre udlændinge som venner. Alle forsøg på at invitere danske kolleger hjem er slået fejl.
Det rimer godt med flere udenlandske toplederes erfaring. I Børsens sommerserie om expat-topchefer bemærkede Arlas amerikanske finansdirektør Natalie Knight, at danskere “godt kan lide at lave lidt grin med udlændinges sprog,” hvilket føles intimiderende. Carlsbergs hollandske Cees ’t Hart beskrev os som “meget forretningsmæssige”. Søde og venlige, men når jobbet er slut, er relationen det også.
“Danskernes selvopfattelse er, at vi er åben og hjælpsomme. Men det er vi ikke,” fastslog eksperten Tine Horwitz efter mange års erfaring med at tiltrække udenlandsk talent.
Så det er altså den oversete bikini-vinkel på Danmarks udfordringer med at tiltrække udenlandsk arbejdskraft:
Vi er rædselsfulde kolleger og venner overfor udlændinge. Den danske hyggefest er en lukket fest.
Men det kan vi gøre noget ved. Internations-organisationen laver ikke kun statistik, men også fester: De har en simpel leveregel, der gælder over hele verden:
“Nobody stands alone!” Ingen må stå alene. Alle har pligt til at inkludere den nye dreng eller pige i festen og samtalen. Internations’ fester er altid ret sjove på den konto. Det kan vi lære noget af.
Ovenstående citat tilskrives nogle gange Uffe Ellemann-Jensen, andre gange en tysk journalist.
Men det er blevet gjort aktuelt af en statistik om udenlandsk arbejdskraft i Danmark – et af årets varme emner.
Virksomhederne siger tit, at de har svært ved at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Det blev understreget i en rapport fra World Economic Forum, der pegede på, at Danmark ligger som nummer 105 ud af 140 lande, når det drejer sig om at tiltrække udenlandske specialister.
Statistikken fik, da den kom frem i november, omgående de forventelige kommentarer fra eksempelvis Dansk Arbejdsgiverforening, der kritiserede Danmarks stramme kriterier og et voldsomt bureaukrati.
Men ligesom en bikini skjuler WEF-statistikken det væsentligste. En anden statistik, der også kom frem i november, gør os lidt klogere på os selv:
Den er lavet af Internations, en international forening med vægt på sociale aktiviteter for udstationerede over hele verden. Deres årlige statistik over, hvilke lande, det er godt at være såkaldt expat i, henviste Danmark til en pinlig placering som nummer 63 ud af 64 i kategorien “hvor nemt er det at falde til?”.
De ikke-hjælpsomme
Vi er med andre ord og med dagbladet Politikens overskrift på sagen “verdens dårligste sted at få venner,” hvis man er udenlandsk udstationeret arbejdskraft.
Politiken kunne mønstre en amerikansk IT-specialist som case – dansktalende og dansk gift. Han har stort set kun andre udlændinge som venner. Alle forsøg på at invitere danske kolleger hjem er slået fejl.
Det rimer godt med flere udenlandske toplederes erfaring. I Børsens sommerserie om expat-topchefer bemærkede Arlas amerikanske finansdirektør Natalie Knight, at danskere “godt kan lide at lave lidt grin med udlændinges sprog,” hvilket føles intimiderende. Carlsbergs hollandske Cees ’t Hart beskrev os som “meget forretningsmæssige”. Søde og venlige, men når jobbet er slut, er relationen det også.
“Danskernes selvopfattelse er, at vi er åben og hjælpsomme. Men det er vi ikke,” fastslog eksperten Tine Horwitz efter mange års erfaring med at tiltrække udenlandsk talent.
Så det er altså den oversete bikini-vinkel på Danmarks udfordringer med at tiltrække udenlandsk arbejdskraft:
Vi er rædselsfulde kolleger og venner overfor udlændinge. Den danske hyggefest er en lukket fest.
Men det kan vi gøre noget ved. Internations-organisationen laver ikke kun statistik, men også fester: De har en simpel leveregel, der gælder over hele verden:
“Nobody stands alone!” Ingen må stå alene. Alle har pligt til at inkludere den nye dreng eller pige i festen og samtalen. Internations’ fester er altid ret sjove på den konto. Det kan vi lære noget af.
