Kapitalfonden Catacap har købt 66 pct. af den digitale helse-, skønheds- og plejeproduktsforretning Luxplus. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Luxplus blev stiftet af iværksætterne Martin Ersted Schultz og Peter Sønderby-Wagner i 2013. Sidstnævnte var blandt andet med til at medstifter af det dating.dk. Indtil videre har Luxplus formået at tilegne sig 130.000 medlemmer på tværs af Norden, Holland, Tyskland og England.
“Vi er meget imponerede over den innovative forretningsmodel og platform, som Martin og Peter har skabt. Den kender ingen landegrænser og kan hurtigt skaleres, hvilket de allerede har bevist flere gange. De økonomiske fordele som medlem kan tydeligt ses i den vækst, som Luxplus oplever – både i medlemstal og omsætning. Vi ser et enormt internationalt potentiale i virksomheden og ser frem til styrke dens position i Norden yderligere og til at gøre den markedsledende i endnu flere europæiske lande inden for en overskuelig tidshorisont,” siger Vilhelm Hahn-Petersen, partner i Catacap i pressemeddelelsen.
En global pandemi og nedlukninger verden over har sat sine dybe spor hos Luxplus – men altså vel og mærket i positiv forstand. For mens konkurrenter med fysiske butikker har været nødsaget til at lukke ned for forretninger, har onlinehandlen inden for særligt helse- og skønhedsprodukter buldret afsted.
Adm. direktør og medstifter af Luxplus, Martin Ersted Schultz fortæller, at man da pandemien for alvor rasede ind over Europa begyndte at spejde rundt efter en partner, for at skubbe forretningen yderligere ud over stepperne.
“I foråret begyndte vi for alvor at se efter en partner, der kunne hjælpe os med at sætte yderligere turbo på væksten, styrke organisationen og skalere internationalt. Den har vi fundet i Catacap,” fortæller Martin Ersted Schultz.
Martin Ersted Schulz fortsætter som adm. direktør i Luxplus efter handlen om samarbejdet med Catacap.