ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kabinefolk: Det har kostet hjerteblod

SAS fik alt, hvad de ønskede sig fra stewardesserne og det øvrige kabinepersonale.

Det var beskeden fra en træt fagforeningsformand, da den sidste aftale mellem SAS-ledelsen og det danske kabinepersonale var faldet på plads mandag eftermiddag.

"Jeg har givet, og jeg har givet. Det her, det har kostet hjerteblod. Nu skal jeg hjem og sove, og jeg skal hjem og hilse på min familie. Jeg har ikke set dem i tre dage," siger Helge Thuesen, formand for kabinepersonalets fagforening, CAU.

Han afslører samtidig, at han godt havde kunnet mærke presset på sine skuldre i forhandlingerne, som var altafgørende for SAS' fremtid.

"Ja, det var et hårdt pres. Det er det her, for der er rigtig mange følelser på spil, og der er rigtigt mange interesser på spil," siger Helge Thuesen.

Som en del af aftalen er stewardesserne og resten af kabinepersonalet gået med til at afstå fra en hel månedsløn, ligesom de fremover skal arbejde tre en halv time længere om ugen, før de modtager overarbejdsbetaling.

Dermed var der nærmest tale om en total kapitulation fra personalets side, lyder det fra fagforeningsformanden.

"Vi har leveret det, SAS har ønsket. Nu er det op til SAS at sørge for, at det, vi har givet, bliver brugt på den bedst mulige måde. At det giver flere muskler, at det kommer til at give overskud, at vi kan ekspandere og gøre det, vi er allerbedst til: At gå ud og give vores kunder en rigtig god oplevelse," siger Helge Thuesen.

Selvom det altså endte med en aftale, så langer kabinepersonalet igen ud efter SAS-ledelsens måde at køre forhandlingerne på.

"Det var en lang proces, og vi følte ikke altid, at vi var med hele tiden. Vi blev holdt meget hen, og der blev forhandlet meget i pressen fra SAS' side. Vi sad 100 meter fra dem, og vi følte egentlig, at vi var parate til at snakke med dem. Så det var lidt træls, at man skulle gå gennem pressen, når vi var villige til at tale," siger Helge Thuesen.

CAU vil nu lægge en plan for, hvornår kabinepersonalet skal informeres om konsekvenserne af den nye spareplan.

/ritzau/


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis