Den israelske medicinalkoncern Teva Pharmaceuticals med danske Kåre Schultz i spidsen opnåede i andet kvartal end omsætning lidt under markedets forventning, ligesom selskabet skuffede svagt på indtjeningen. Forventningerne for hele 2020 fastholdes.
Omsætningen nåede 3,9 mia. dollar og overskuddet af driften blev på 1,11 mia. dollar i andet kvartal af 2020.
På forhånd havde analytikerne i gennemsnit ventet, at Teva ville nå en omsætning i andet kvartal på 3,94 mia. dollar og et overskud af driften (ebitda) på 1,12 mia. dollar, viser tal indsamlet af Bloomberg.
Efter at Kåre Schultz med succes gennemførte spareplanen, der involverede fyringer i tusindtal og skar 3 mia. dollar af omkostningsbasen, er fokus nu sat på, at selskabet leverer støt stigende overskud af driften, som er vigtig for, at selskabet kan nedbringe gældsniveauet, så nettogælden i 2023 er mindre end tre gange niveauet for overskuddet af driften (ebitda).
Teva Pharmaceuticals fastholder prognosen for hele 2020 og venter en omsætning på 16,6-17 mia. dollar. Et driftsoverskud (ebitda) på 4,5-4,9 mia. dollar samt en indtjening pr. aktie på 2,3-2,55 dollar.
"I kvartalet har vi oplevet lavere salg og vores kopilægemidler og vores håndkøbsmidler i alle regioner, og det lavere salg i Europa og de internationale markeder er på linje med vores forventning efter den usædvanligt høje efterspørgsel, der blev set i første kvartal som den førte reaktion på pandemien," siger Kåre Schultz, adm. direktør i Teva Pharmaceuticals i en forberedt kommentar.
Han peger samtidig på, at udviklingen i Teva i første halvår har overgået eller matchet udviklingen i første halvår af 2019, og samtidig har selskabet opnået en "stærk profitabilitet", siger Kåre Schultz, der fremhæver, at selskabets gæld er blevet reduceret til 23,9 mia. dollar, ligesom han er blevet bekræftet i, at forventningerne for 2020 holder.
"Når vi ser frem mod andet halvår af 2020 er vi fuldt engagerede i at servicere samfundet og vores interessenter med kritisk og tilgængelig medicin, og samtidig sikre, at Teva når sine mål," siger Kåre Schultz.
Selv om tallene for andet kvartal ligger en smule under det ventede, så peger tendensen i formarkedet på et løft til aktiekursen for det israelske medicinalselskab på omtrent 3 pct. ved 13.25-tiden.