ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Jyske Bank: Novos plan om fyringer ser logisk ud

Prispres og øgede rabatter i USA tvinger Novo Nordisk til at foretage besparelser, hvis selskabet vil nå sine langsigtede mål, skriver Jyske Bank i en ny analyse af diabetesgiganten.

Banken refererer til overvejelser i Novo Nordisk om at nedlægge op mod 3000 stillinger og droppe det langsigtede mål om at nå en gennemsnitlig årlig vækst på 5 pct. I driftsoverskuddet.

"Vi tvivler stærkt på, at ledelsen vil droppe det langsigtede vækstmål. Planen om personalereduktioner forekommer dog logisk," skriver Simon Hagbart Madsen, aktieanalytiker i Jyske Bank.

Novo Nordisk er presset på insulinmarkedet hvor introduktionen af kopilignende midler på markedet har givet indkøberne ammunition til at presse priserne ned. Næste år introduceres endnu en kopiversion af insulinet Lantus, og derfor ventes presset at fortsætte.

Samtidig skal Novo Nordisk give yderligere rabatter til sundhedsordningen Medicare i 2019, hvilket rammer salget globalt med 1-2 pct.

"Man vil kunne afbøde noget af dette via omkostningstiltag," skriver Jyske Bank-analytikeren.

Ifølge Jyske Bank venter Novo Nordisk, at selskabets bruttomargin falder 1-3 procentpoint over de kommende tre til fire år, hvilket delvist opvejes af fald i salgs- og distributionsomkostningerne med 1-2 procentpoint, og et mindre fald i administrationsomkostningerne som procentdel af salget.

"Selv om et ændret produktmiks vil skabe medvind fremadrettet, får den øgede konkurrence og det hårde prispres os til at indregne et lille fald i bruttomarginen samt omkostningstiltag i den høje ende af de intervaller, selskabet forventer," skriver Simon Hagbart Madsen.

Grundlæggende mener analytikeren, at Novo Nordisk er godt rustet til fremtiden inden for diabetes og fedme, baseret på de produkter, som selskabet kan diske op med, og vurderer, at det berettiger en kurs på 330 mod dagens niveau i underkanten af 300, og derfor giver Jyske Bank en købsanbefaling til Novo Nordisk-aktien. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis