ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Egyptisk mangemilliardær skyder trecifret millionbeløb ind i Joe & The Juice: Nu vil kæden åbne 100 nye butikker

Joe & The Juice får nye medejere og henter et trecifret millionbeløb. Nu vil kæden ekspandere igen

Joe & The Juice har i dag ca. 300 butikker, hvoraf 60 ligger i USA. Adm. direktør Sebastian Vestergaard startede selv som juicer i kæden.
Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Joe & The Juice har i dag ca. 300 butikker, hvoraf 60 ligger i USA. Adm. direktør Sebastian Vestergaard startede selv som juicer i kæden. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen

Opdateret kl. 07.21 med detaljer om den nye medejer

For mindre end et år siden tvang coronakrisen den storsatsende sandwich- og juicekæde Joe & The Juice til at sætte alle planer om nye butikker helt i stå.

Men efter at have vaklet gevaldigt økonomisk det seneste år gør den danske kæde nu igen klar til at satse stort og vil forsøge at udnytte krisen til at få mere favorable lejekontrakter til nye butikker.

Juicekæden sparker således gang i endnu en stor ekspansionsplan, der de næste tre år vil koste over 200 mio. kr., efter at ejerne for anden gang på under et år har skudt et trecifret millionbeløb i kæden.

I maj sidste år måtte juicekæden hente 200 mio. kr. for at lukke hullet efter de globale nedlukninger. Denne gang får kæden 300 mio. kr. fra ejerne, der ud over stifter Kaspar Basse bl.a. består af de to kapitalfonde General Atlantic fra USA og svenske Valedo.

Det får bestyrelsen til at give grønt lys til en ekspansion, hvor kæden frem mod 2023 vil åbne ca. 100 nye butikker.

“Hvis krisen tager længere tid, har vi nu en ekstra forsikring i forhold til kapitalberedskab, men det er i endnu højere grad, så vi kan forberede os på tiden efter corona,” siger Thomas Nørøxe, der er meddirektør og personalechef i kæden.

Virksomheder
Kaspar Basse: "Vi vil udvikle unge mennesker og fylde dem med så meget selvværd, at kontakten med vores gæster bliver helt naturlig og spontan"

Af den nye kapital kommer de 200 mio. kr. fra selskabet NNS Holding (Cyprus) Limited, der er registreret på Cypern. Ifølge Thomas Nørøxe er der tale om en ny medejer, men han vil ikke uddybe, hvem der står bag.

“Jeg mener ikke, at det er relevant for offentligheden, men det er en familyfond. Det er en ny aktionær, som er kommet ind,” siger han.

En række dokumenter, som tidligere er blevet indsendt til det amerikanske finanstilsyn SEC, viser imidlertid, at det er den egyptiske mangemilliardær Nassef Sawiris, som står bag selskabet. Han har ifølge Bloomberg en anslået formue på over 40 mia. kr.

Efterfølgende har Joe & The Juice bekræftet over for Børsen, at Nassef Sawiris er den nye medejer.

Nassef Sawiris har tidligere skudt penge i bl.a. Adidas og den engelske Premier League-klub Aston Villa, hvor han er formand.

Ifølge et dokument fra SEC er Joe & The Juice i forbindelse med kapitaludvidelsen blevet værdisat til 1,5 mia. kr. Det er begrundet i selskabets finansielle situation, fremgår det.

Pres fra storbank

Det er langtfra første gang, at ejerne har været nødt til at sprøjte store millionbeløb ind i Joe & The Juice, der har haft voldsomt travlt med at åbne butikker. Alene i 2019 slog kæden dørene op for 60 butikker.

Det er særligt en massiv ekspansion i USA, som har kostet for kæden, der blev grundlagt i 2002 og siden er blevet kendt for sine caféer med høj musik, sparsom indretning og såkaldte juicere, der langer sandwich og juice over disken.

Ifølge erhvervsmediet Insidebusiness har kæden en bankgæld på over 1 mia. kr. til storbanken SEB, som derfor, ifølge mediet, har holdt et nøje øje med, hvorvidt ekspansionen ville sende kæden på kant med låneaftalerne.

I december skrev Insidebusiness, at SEB pressede på, for at ejerne i januar i år skulle skyde kapital ind i selskabet, hvis SEB skulle bakke op om en langsigtet plan for kæden, der i 2019 fik et tungt underskud på 333 mio. kr.

333

mio. kr. tabte Joe & The Juice i det seneste regnskab for 2019

Men ifølge Thomas Nørøxe støtter SEB kædens plan, og han understreger, at Joe & The Juice “har overholdt og overholder vores forpligtelser.”

“De 300 mio. kr. er for at skubbe gang i planen frem mod 2023, hvor vi vil have 100 nye butikker,” siger han.

Adm. direktør Sebastian Vestergaard tilføjer i en mail, at kæden derfor bl.a. har investeret i digitale salgskanaler.

“Vi har en stærk tro på vores brand, og med de strategiske initiativer vi har søsat under pandemien, kan vi positionere Joe & The Juice stærkere end før krisen,” skriver han.

Vil udnytte krisen

I december kæmpede kæden mod servicevirksomheden ISS, der forsøgte at begære Joe & The Juices selskab i Norge konkurs efter en pengestrid mellem de to koncerner.

Det blev siden løst, så den norske forretning undgik en konkurs, og nu vil kæden udnytte de “attraktive betingelser” i bl.a. lejekontrakter, som coronakrisen ifølge Thomas Nørøxe har skabt.

“I 2020 satte vi al ekspansion på hold, hvor vi havde muligheden, men nu ser vi et helt andet detailmarked på den anden side, hvor de lejebetingelser, vi kan komme ind på, er meget mere favorable end før krisen. Det vil vi gerne udnytte,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis