Justitsministeriet har besluttet at give grønt lys til udleveringen til Italien af den tidligere øverste chef for OW Bunkers globale salg til de offentlige kunder, Lars Bohn, erfarer Børsen.
De italienske myndigheder mistænker Lars Bohn for at have været med i et svindelnummer, hvor staten er blevet franarret omkring 55 mio. kr. på fiktive oliehandler med den italienske flåde.
Ifølge italienske medier har sagen tråde til den italienske mafia.
”Idet betingelserne for udlevering findes opfyldt, bestemmer Justitsministeriet hermed i medfør af udleveringslovens § 18 b, stk. 5, at Lars Peter Bohn skal udlevers til de italienske myndigheder til strafforfølgning i de i udleveringsbegæringen anførte forhold,” fremgår det af en skrivelse fra Justitisministeriet til Bagmandspolitiet, som Børsen er i besiddelse af.
Advokat går til domstolene
Skrivelsen har fået Lars Bohns advokat Peter Martin Blinkenberg fra Blinkenberg Strafferetsadvokater til at gå til domstolene i et forsøg på at undgå en udlevering af sin klient. Sagen behandles på et retsmøde i Københavns Byret på tirsdag.
”Vi vil forsøger at forhindre en udlevering af Lars Bohn til de italienske myndigheder, for vi mener fortsat ikke, at han på nogen måde har medvirket til de ting, han er mistænkt for, og vi mener ikke, der er grundlag for at udlevere ham,” siger Peter Martin Blinkenberg.
Svindelen er angiveligt foregået i forbindelse med salg af bunkerolie til den italienske flåde i havnebyen Augusta på Sicilien. Lars Bohn var i 2010 ansvarlig for, at OW Bunker vandt ordren på at levere olie til den italienske flåde.
Men fordi OW Bunker ikke havde noget italiensk kontor, valgte man, for en lille del af kontrakten, at bruge en italiensk mellemhandler, Global Chemical Broker som leverancepartner.
Olien aldrig leveret
Ifølge de italienske medier blev olien dog aldrig leveret fra Global Chemical Broker til flådestationen.
Alligevel sendte OW Bunker en faktura til flåden på 55 mio. kr., som blev betalt af den italienske stat, hvorefter Global Chemical Broker fik pengene.
Det var Lars Bohn, der udstedte fakturaen.
"Det gjorde jeg, fordi jeg havde fået bekræftelsen fra alle steder på, at ordren var leveret. Flåden havde kvitteret for modtagelsen, der forelå en kvalitetsrapport fra en uafhængig kontrolinspektion, og Global Chemical Broker havde fremvist kvittering på, at de havde leveret olien," sagde Lars Bohn til Børsen, da han for første og hidtil eneste gang udtalte sig om sagen kort før han blev anholdt af Bagmandspolitiet.
Ifølge skrivelsen fra Justitsministeriet risikerer Lars Bohn en fængselsstraf på mere end tre års fængsel, hvis han bliver tiltalt og ender med at blive kendt skyldig i Italien.
Lars Bohn, der bliver 40 år om to uger, har siden 2013 boet i USA med sin hustru og to børn.