ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Jernbanebyen – helt ny bydel undervejs tæt på Københavns centrum

Området er blevet kaldt for Godsbanearealet.

Og i politisk regi har man i nogen tid anvendt arbejdsnavnet Lille Vesterbro – et navn, der allerede har været anvendt i flere sammenhænge.

Men nu er der så at sige sendt hvid røg op efter en del snak mellem politikerne på Københavns Rådhus og de nuværende ejere af et stort areal tæt på centrum.

DSB ejer den største del af området, mens Freja A/S, der er sat i verden for at sælge ud af statens ejendomme, ejer en lidt mindre del af det enorme område, der skal udvikles til en helt ny bydel, der nu har fået sit endelige navn – Jernbanebyen.

Her finder man i dag alt fra DSB’s værksteder til noget, som man med god vilje kan kalde for en lille skov.

I hele træskolængder handler det om godt 500.000 kvm tæt på Københavns centrum.

Og selvom der herfra skal trækkes ca. 100.000 kvm, som metroselskabet fremover skal bruge til klargøring af sit materiel, så er der altså plads til en ny bydel på 400.000 kvm – hvilket er lidt mere end i Carlsberg Byen, der i øvrigt er blandt de nærmeste naboer.

Og man skal være tæt på tonedøv for ikke at opfange, at det passer adm. direktør i DSB Ejendomsudvikling Jes Transbøl rigtigt godt, at bydelen nu får et navn, der signalerer, at den bliver helt unik med egen historie og identitet – og ikke en slags appendiks til noget andet.

“Der er en stor forskel på, om du laver en bydel på bar mark – eller om du har et område med dets egne bygninger og dets egen sjæl. Her får du et helt særligt bymiljø. Det er et sjældent privilegium, og det betyder, at vi kan tillade os at være ambitiøse. Jernbanebyen skal ikke ligne alle andre bydele. Den skal være sin egen og have fokus på bæredygtige løsninger, fællesskabet og det aktive liv,” siger Jes Transbøl.

Trods arealets størrelse er det givetvis de færreste, der har lagt mærke til det, når de er kørt mod syd ud af København ad Kalvebod Brygge og Vasbygade.

Hvis man her ser til højre, når man passerer indkøbscentret Fisketorvet, og bliver ved med at se til højre, indtil man er nået ned omkring TDC’s hovedkvarter og Scandic Hotel – ja, så har man groft sagt et billede af hvor langstrakt et område, der er tale om.

Og bevæger man sig ind i området – hvilket man faktisk kan gøre, hvis man er tilpas nysgerrig – så vil man ud over DSB’s værksteder, en skole, der midlertidigt lejer sig ind, mens dens egne lokaler renoveres, og gamle træbygninger fra begyndelsen af forrige århundrede altså også kunne møde et grønt hjørne mod syd.

Og for nu at begynde her så betyder en dispensation, at man i dette område, som i dag er en blanding af buskads og murbrokker, kan opføre boliger til godt 200 studerende.

Den spæde start

Her bliver tale om træbygninger, der principielt er midlertidige med en tidshorisont på ti år. Og ifølge planen skal de allerede stå klar til studiestarten efter sommerferien 2019. Bag studieboligerne i det grønne område tæt ved Sydhavn Station står CPH Village, der tidligere har begået containerlandsbyen på Refshaleøen i København.

Og når de studerende flytter ind, satser DSB og Freja også på, at de kan møde en del renoverede trælader.

“Man brugte dem til at tørre træ – dengang man byggede togvogne af træ. Her åbner det, der hedder Banegården. Med støtte fra Realdania bliver træladerne stille og roligt renoveret og aktiveret og renoveret med økologi og bæredygtighed i fokus – og hvor der åbner et spisested, byhaver og gårdbutik,” fortæller Jes Transbøl.

Men det er kun den spæde start på omdannelsen af området, som egentlig først skulle skydes i gang i 2027.

Og selvom den nu er blevet fremrykket, så vil der gå en rum tid, før man for alvor kan køre på.

Det skyldes ikke mindst, at der endnu ikke er vedtaget en kommuneplan for området – hvilket ventes at ske før jul i år. Og derefter kommer turen så til lokalplanlægningen.

“Men samlet set er området også så stort, at det er logisk at udvikle det i etaper. Det skal tages fra roden – derfra hvor man kan komme til fra starten,” siger Carsten Rasmussen, der er direktør i Freja Ejendomme.

Det er dog ikke kun manglende kommune- og lokalplaner, der vil lægge en dæmper på udviklingen.

På langs vil området blive gennemskåret af en slags tunge, som metroselskabet i fremtiden skal bruge til at klargøre sit materiel. Og på den nordlige side af det område vil DSB fortsat have sine værksteder, frem til et nyt i Næstved kan tage over.

“Planen er, at det værksted skal stå færdigt i 2024 eller 2025. Og så kan vi begynde at fraflytte herude. Men på det område, der ligger på sydsiden, kunne vi sådan set begynde i morgen, hvis vi havde plangrundlaget,” siger Jes Transbøl.

Skal orientere sig indad

Bortset fra de nævnte studieboliger forventer parterne, at man tidligst kan begynde at bygge i det sydlige område i 2021-2022.

Og selvom ikke meget ligger fast på nuværende tidspunkt, så mangler der ikke visioner for området.

“Der er nogle specielle udfordringer med støj – både fra banen, metroen og fra Vasbygade. Så kan vi gøre et eller andet der – eksempelvis ved at skærme med parkeringskonstruktioner og grønne anlæg – så kan vi måske frigøre enorme arealer i bydelen til andet end veje og parkering,” siger Carsten Rasmussen.

Netop den særlige beliggenhed vil være en god anledning til at indrette bydelen, så den orienterer sig indad, mener han.

“Vi skal måske prøve at komme længere med at organisere vores bebyggelser på en måde, så det ikke bliver en malplaceret kopi af bryggerne, Carlsberg Byen, holmene og det nye Nordhavn. Vi har f.eks. ikke udsigten, så vi skal kunne noget indadtil. Vi skal egentlig skabe attraktionen i det store fællesskab,” siger Carsten Rasmussen, som har noteret sig, at en stor del af de statslige ejendomme, som Freja sælger, rent faktisk bliver omdannet til bofællesskaber af mennesker i alle aldre.

Både han og Jes Transbøl vil arbejde for, at Jernbanebyen bliver et sted, som ikke kun er for beboerne – men et sted, som alle og enhver kan besøge uden at få fornemmelsen af at trænge ind på privat grund.

Ikke overraskende bliver bæredygtighed et væsentligt nøgleord i indretningen af Jernbanebyen.

“Og så er diversiteten i bydelen sindssygt vigtig,” siger Transbøl og pointerer, at man i bydelen vil se både leje- og ejerboliger, kontorbyggerier og butikker osv. – ligesom den skal henvende sig til alle aldersgrupper.

Forventningen lyder, at der i alt skal bygges mellem 600.000 og 750.000 kvm. Og ca. 25 pct. af boligerne skal være almennyttigt boligbyggeri.

Undervejs skal det også besluttes hvilke af de historiske bygninger, der skal bevares for at signalere jernbane – og hvilke, der skal rives ned – eller flyttes, ligesom det skete med det gule kontroltårn, der blev landskendt i “Olsen-banden på sporet”.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis