Byggemarkedskæden Jem & Fix, der har opbygget en milliardforretning på et lavpriskoncept, retter nu for alvor blikket mod det svenske marked, efter at kæden er vokset markant i 2020.
På den anden side af Øresund har kæden lige nu 51 butikker, men adm. direktør Claus Petersen vil i de kommende år forsøge at kapre en større del af det svenske marked, hvor der, ifølge ham, er et stort potentiale for Jem & Fix.
“Tingene ændrer sig jo hele tiden, men i Sverige, hvor vi har 51 butikker, er der plads til mange, mange flere. Det marked er jo større end det danske, og i Norge er vi først lige kommet i gang,” siger Claus Pedersen, der tilføjer, at kæden også vil udvide i Norge, hvor Jem & Fix har åbnet de første otte butikker.
Udmeldingen kommer efter et rekordår, der har sendt både top- og bundlinjen mod rekordhøjder. Sidste år krydsede Jem & Fix således for første gang 3 mia. kr. i omsætning, der landede på knap 3,8 mia. kr. Kæden sigtede før coronakrisen mod en omsætning på ca. 3 mia. kr.
Ifølge Claus Petersen vil Jem & Fix forsøge at holde fast i en del af væksten ved bl.a. at renovere og udvide flere af butikkerne, der er kendt for at være mindre end flere af konkurrenternes.
“Vi har nogle forholdsvis små butikker, som kan overleve på en mindre omsætning, og vi har rigtig mange butikker, som ligger i lokalområderne. Det tror jeg, at folk har været rigtig glade for (under coronakrisen, red.),“ siger han.
Den helt store manøvre ligger dog i den udenlandske ekspansion, men han vil ikke oplyse, hvor mange butikker, kæden går efter i udlandet.
“Der er nogle butikker, vi skal have renoveret, og i nogle byer vil vi gerne have lidt større butikker. Der er også områder omkring storbyerne, hvor vi kan have flere butikker, men vi bruger energi på at støtte op om Sverige og Norge. Der er et stort potentiale for flere butikker,” siger han.