Bertram Thorslund, der netop har rejst 387 mio. kr. til sin blot fem år gamle virksomhed Lenus, har oplevet en voldsom interesse fra udenlandske venturefonde.
“Jeg undrer mig tit over, hvor de mon fik støvet os op, alle de her fonde, men vi har fået en masse henvendelser over det sidste halve år,” siger Bertram Thorslund.
I Danmark har man set en udvikling de seneste år, hvor udenlandske venturefonde i stigende grad kaster sin kærlighed på den danske startupscene. Det har været medvirkende til, at iværksætterne rejser større og større beløb.
Ud af flere bejlere til Lenus var det svenske EQT Ventures, som løb med sejren, og her forklarer partner Lars Jörnow, at tech-selskaber som Lenus tidligt skal have en global tilstedeværelse, og det koster mange penge.
“Det er ikke nok at være den ledende virksomhed i din kategori i Danmark længere. Hvis du vil forblive en vinder, er du nødt til hurtigt at søge mod den globale scene,” siger Lars Jörnow.
For at eksemplificere udviklingen kan man kigge på EQT Ventures’ investering i danske Peakon, der blev solgt for 4,2 mia. kr. tidligere i år. Tilbage i 2017 fik de 5 mio. euro fra EQT i en serie A-runde, som EQT ledte. Nu har EQT Ventures kastet 50 mio. euro efter Lenus i en serie A-runde, og det skyldes, at konkurrencen mellem startups er vokset.
“50 mio. euro er mange penge, men når du begynder at konkurrere mod andre virksomheder i USA og Asien, så er det godt at have en velpolstret krigskasse,” siger Lars Jörnow.
Selv mærker partneren i den svenske venturefond, som blev stiftet i 2017, at konkurrencen fra internationale fonde er vokset markant, hvor eksempelvis amerikanske Tiger Global Management, som er verdens største venturefond, har rettet sit fokus mod Europa. I maj var de aktuelle med deres første investering i Danmark, da de var med til at poste 185 mio. kr. i Contractbook.
“Ligesom Lenus konkurrerer globalt, så er det blevet det samme for os,” siger Lars Jörnow.