Da Christian Bondo Gravesen gik ind i 2020 med Komplet Interieur, tegnede det til endnu et rekordår for indretningsvirksomheden, der primært har kunder i hotelbranchen.
Men nærmest fra den ene dag til den anden stoppede kunder med at ringe, og flere større hotelprojekter, hvor Komplet Interieur skulle levere møblerne til, blev aflyst som følge af coronanedlukningen.
“Vi havde travlhed, inden coronaen kom. Der var fuld skrald på i både Danmark, Færøerne og Grønland. Men nu er den daglige kontakt med kunder, der skal bruge møbler, fuldstændigt lukket ned, fordi flere af mine kunder ligger og bløder derude,” siger Christian Bondo Gravesen.
Undervejs gik der en smule panik i Christian Bondo Gravesen, der ejer Komplet Interieur alene.
Selskabet har tidligere leveret møbler til plejehjem, og Christian Bondo Gravesen var klar til at gå ind på det marked igen, i takt med at flere hotelprojekter blev droppet eller udskudt.
“Jeg slog et stort slag for, at vi skulle forsøge os med plejehjem igen. Men der sagde min bestyrelse, at jeg skulle holde fokus i stedet for at famle rundt. Vi slog koldt vand i blodet, og det har vist sig at være en god idé,” siger Christian Bondo Gravesen. Med en vækst på 370 pct. over de seneste fire år er Komplet Interieur gazellevirksomhed for første gang. Selskabet arbejder primært med indretning af hoteller og har hovedsæde i Søborg. Christian Bondo Gravesen ejer 100 pct. af aktierne i Komplet Interieur, som han også er adm. direktør for. Komplet har bl.a. indrettet hoteller forBrøchner Hotels og Dragsholm Slot.
Flere af hotelprojekterne er nu oppe at køre igen, og selvom resultaterne ikke bliver, hvad man havde håbet på ved indgangen til året, så kommer selskabet til at give overskud i indeværende regnskabsår, fortæller direktøren.
“Vi ender med at få et godt år med et pænt overskud, og det kan holde mig kørende de kommende år også. Men jeg kunne da godt bruge nogle projekter hen over vinteren, hvor man plejer at renovere hoteller, mens der er lavsæson,” siger Christian Bondo Gravesen.
Komplet Interieur er for første gang blevet gazellevirksomhed med en vækst på 370 pct. over de seneste fire år.
Det er 26. gang, at Børsen kårer gazellerne, landets hurtigst voksende virksomheder, men allerede nu slår Christian Bondo Gravesen fast, at Komplet Interieur ikke kommer til at figurere på listen til næste år.
“Det kan vi ikke nå, men jeg synes stadig, at vi har haft et rigtig godt år. I første kvartal 2021 skal jeg levere 118 værelser til et hotel i København og et kontorhotel i Ørestad. Så jeg har stadig ordrer for mange millioner i bogen,” siger han.
Christian Bondo Gravesen kom ind i Komplet Interieur som bestyrelsesmedlem i 2003. Han ville gerne være selvstændig og ledte efter en virksomhed, der var til salg.
Undervejs har han købt aktier i selskabet, og i dag ejer han 100 pct. af virksomheden, der i flere år befandt sig i lidt af et dødvande.
Det var således først i 2015, da strategien blev lagt om, at selskabet for alvor fik fart på.
Christian Bondo Gravesen droppede sine danske leverandører, der ifølge ham var blevet for dyre og for illoyale, og han rykkede produktionen til bl.a. Syd- og Østeuropa. Derudover ændrede han sit kundefokus til at være mere personligt, hvor han selv besøgte kunderne og fik en relation til dem. Og så skar han flere forretningsområder væk for i stedet at fokusere på hoteller og restauranter.
“Det var nogle alvorlige beslutninger, men det lykkedes og gav pote med det samme. Jeg lavede 17 restauranter for Letz Sushi, som Lars Larsen-familien ejer, og fik fat i flere hotelprojekter,” lyder det fra Christian Bondo Gravesen.
Børsens gazelleshow
10. december