Jesper Ratza Hansen
Auction Group-stifteren Jesper Ratza Hansen var efter sin hjerneblødning indlagt i en måned på hospitalet. Og da han endelig kom hjem, fik han strikse ordrer fra lægen om ikke at forlade hjemmet, fordi hovedet skulle have hvile.
Men Jesper Retza Hansen, der er uddannet biløkonom, ville ikke lade sine kunder i stikken. Så han inviterede dem hjem i privaten.
"Kan jeg lokke jer til at køre hjem til mig?" spurgte han dem.
Hustruen Mette Moesby Ratza, der også arbejder i Auction Group, købte rundstykker, inden hun kørte på arbejde, og de hjemlige møder har kunderne ikke glemt i dag.
"Det taler de stadig om i dag. Jeg lavede grin med, at det var, fordi jeg havde fodlænke på. Det har givet den der meget tætte kundeforbindelse," siger han.
Turnaround i to firmaer
44-årige Jesper Ratza Hansen var i otte år filialchef hos Autohuset Vestergaard i Vejle. Da han forlod det job i 2009, solgte han samtidig sin lille andel, og det gav mulighed for at købe sig ind i to mindre virksomheder.
De tabte begge millioner, men Jesper Ratza Hansen lykkedes med at vende bøtten og gøre virksomhederne profitable.
I 2012 solgte han sine aktier for at forfølge sin idé om en digital handelsplatform for engrosbiler. Det tog omkring et år og kostede ca. 1 mio. kr. at bygge den første version, der gik i luften i november 2013.
Jesper Ratza Hansen bor sammen med sin hustru og parrets to teenagebørn i Bredballe ved Vejle.
stvr@borsen.dk
"Jeg lavede grin med, at det var, fordi jeg havde fodlænke på"
15. nov. 2018 KL. 00.00
Gem til senere