Jan Bech Andersen klar med økonomisk redningspakke til Brøndby IF: Vil tegne aktier ved at konvertere gæld

394669_16_9_large_901.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
22. jan 2020 KL.12:16

Opdateret kl. 12.55 - Fodboldklubben Brøndby IF's bestyrelsesformand og hovedaktionær Jan Bech Andersen har sammen med TBC Holding givet bindende tilsagn om at ville tegne aktier ved at konvertere den fulde gæld, som selskabet har til de to parter på tidspunktet for emissionens gennemførelse.

TBC Holding er ejet af Torben Bjørn Christensen, der er bestyrelsesmedlem i Brøndby. 

Tilsagnene er betinget af, at Brøndby IF gennemfører emissionen således, at handel med tegningsretter er begyndt inden den 1. april 2020, fremgår det af meddelelsen. 

"Jan Bech Andersen har tillige bekræftet, at han frem til og med den 30. september 2021, vil støtte selskabet økonomisk i det omfang at det er nødvendigt," fremgår det af meddelelsen.

Der er dog en begrænsning på den økonomiske støtte på 53 mio. kr. fratrukket det provenu, som tegnes ved emissionen, ud over gældskonverteringen. 

"Ledelsen i Brøndby IF skønner dette vil give sikkerhed for, at der vil være tilstrækkelig arbejdskapital til at opretholde det budgetterede aktivitetsniveau," lyder det videre. 

Oprindeligt var emissionen planlagt til andet halvår sidste år, men blev i oktober udskudt til første kvartal i år.

I november sidste år gav bestyrelsen så Brøndby IF grønt lys til at gennemføre en emission på en anden måde end ved kontant betaling, der bl.a. kunne være ved konvertering af selskabets gæld.

I slutningen af 2016 fik fodboldklubben 100 mio. kr. i pengekassen i forbindelse med en aktieemission. Inden emissionen sagde den daværende adm. direktør Jesper Jørgensen, at det ikke var planen, at der efter emissionen skulle lånes penge af Jan Bech Andersen igen.

I september 2018 måtte fodboldklubben dog gå til Jan Bech Andersen og låne 18 mio. kr.

Rygter og jagt på ny hovedsponsor

Fodboldklubben var også i søgelyset tirsdag, hvor Brøndby IF måtte forholde sig til en stribe rygter om nye mulige investorer, der har florereret de seneste uger. Erhvervsmediet Insidebusiness skrev tirsdag, at Red Bull-ejer Dietrich Mateschitz har været på besøg i Brøndby for at vurdere muligheden for at investere i fodboldklubben ligesom også en russisk investor er blevet nævnt.

I en meddelelse til fondsbørsen forklarede selskabet, at der løbende modtages henvendelser om aktieemissionen, men understregede samtidig, at der endnu ikke er noget konkret.

Derudover valgte Arbejdernes Landsbank at stoppe som hovedsponsor, når aftalen udløber ved årets udgang, og det har altså sendt adm. direktør Ole Palmå på jagt efter en ny hovedsponsor.