ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Iværksættertrio går efter de tunge investorer i USA

En dansk iværksættertrio har lagt en minutiøs plan for at fange tunge, amerikanske it-investorers interesse. Arpedio udvikler software til brug i komplicerede salgsprocesser og arbejder målrettet på at få sine ca. 1000 enkeltbrugere til at vokse.

Om seks til ti måneder regner software-virksomheden Arpedio med at have årlige indtægter for over 1 mio. dollar – ca. 6,7 mio. kr. – fra sine betalende abonnenter.

Og det er en vigtig milepæl for virksomheden, for 1 mio. dollar er den gyldne grænse for, om vigtige amerikanske venturekapitalfonde er interesserede i at kaste større millionbeløb efter den danske iværksætter-trio, der sælger salgsteknologi til sælgere i Danmark og USA.

”Det, vi går benhårdt efter, er at få videreudviklet den dialog, vi allerede har haft med nogle amerikanske venturekapitalfirmaer, som har sagt til os, at de gerne vil tale med os om en serie A-funding, som er et større millionbeløb i dollar, når vi når nogle helt specifikke mål – bl.a. en årlig tilbagevendende indtægt på 1 mio. dollar,” siger Jakob Søderberg, der er en af tre stiftere og salgs- og marketingdirektør i Arpedio.

Millionindskud skal avle større millioner

For at få virksomheden op i gear, har de eksisterende investorer i Arpedio, tidligere TDC-kronprins Lars Torpe Christoffersen og forhenværende Danisco-direktør Jan Sindesen måttet til lommerne igen.

Derudover er tidligere e-conomics-direktør Torben Frigaard Rasmussen på vegne af den engelske kapitalfond HG Capital gået ind i projektet med både millioner og ressourcer i form af et eksisterende salgssetup i USA og generel sparring i forhold til at få fat på de store amerikanske kunder, det kræver at få de tunge investorer i tale.

I alt tikkede et et-cifret millionbeløb ind i starten af 2015

”Det er penge, vi har brug for, for at kunne accelerere væksten og få ordenligt fodfæste i USA, og når vi når den runde million dollar, så genoptager vi dialogen med de sultne venturekapitalister, der sidder og venter på Sand Hill Road i Palo Alto,” siger Jakob Søderberg.

Parterskab med amerikansk gigant

Altafgørende for Arpedios rykind i USA er et partnerskab med CRM-virksomheden (Customer Relations Management)  Salesforce, der kom i stand for knap et år siden. Arpedio startede med at bygge en bro mellem sit eksisterende software og Salesforces software, men har nu udviklet sin løsning direkte i Salesforce-miljøet, så kunderne ikke oplever at skifte platform, når de bruger Arpedio.

”Det har åbnet døre til rigtig mange store virksomheder med meget rigide sikkerhedssystemer, som ellers kunne have været betænkelige ved dansk software. Vi har fjernet de barrierer med stemplet som Salesforce-partner,” siger han.

Salesforce har hovedkontor i Silicon Valley, og i San Fransiscos Bay Area er der en koncentration af potentielle kunder for Arpedio, som svarer til stort set hele Europa, inden for et område på 50x50 km., estimerer Jakob Søderberg.

Netop partnerskabet med Salesforce var et af tre afgørende punkter for Torben Frigaard Rasmussen i beslutningen om at tilslutte sig investor- og ejerkredsen.

"Man har en meget tæt relation til Salesforce, som er verdens største crm-system. Typisk er Salesforces kunder nogle, der passer lige på Arpedio, så det gjorde det tilpas spændende," siger han.

Salgsholdet er vigtigt for investorer

Derudover imponerer holdet bag.

"Det er et meget stærkt founderteam, der står bag. Det er modne iværksættere, og det mener jeg rigtig positivt. De har selv været konsulenter i større firmaer, så de har taget fat i en problemstilling, de selv har haft inde på kroppen, og når de både er med til at udvikle og sælge softwaren, kan de tale med på de niveauer, man skal kunne tale med på, når man sælger den her applikation," siger Torben Frigaard Rasmussen.

Stifterne af Arpedio tæller ud over Jakob Søderberg på 44, hans bror Thomas Bülow på 47 - tidligere salgsdirektør i PFA Pension - og Ulrik Monberg på 38, der sidder i bestyrelsen.

Virksomheden har ikke givet overskud siden opstarten i 2012.

”Jeg er dansker, og jeg kan godt lide, når bundlinjen er sort, men det er sekundært i forhold til at få en serie A-funding på plads. Der er det nogle helt andre parametre, de kigger på. Det handler om at bevise og dokumentere, at man har en model, der er skalérbar og virker,” siger Jakob Søderberg.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis