ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk It-gigant i kapløb om kontrakt med USA's Forsvarsministerium: “Bare det, at vi er med i kapløbet, er en blåstempling for os som virksomhed”

Danske Systematic er med

i en kontrakt på 950 mio. dollar med USA's forsvarsministerium og trods store konkurrenter, vurderer direktøren, at de har gode chancer

Den danske it-virksomhed Systematic er med i et kapløb om en kontrakt på 950 million dollars hos det amerikanske Forsvarsministerium. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Den danske it-virksomhed Systematic er med i et kapløb om en kontrakt på 950 million dollars hos det amerikanske Forsvarsministerium. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Den danske it-virksomhed Systematic, der sælger software og it-systemer, er nu med i kapløbet om at få del i en rammekontrakt på samlet 950 mio. dollar med det amerikanske forsvarsministerium.

Den overordnede opgave er at samle de forskellige dele af det amerikanske forsvarsministerium digitalt mellem blandt andre hæren, luftvåbnet og søværnet.

Kontrakten indeholder forskellige opgaver, som de udvalgte virksomheder skal kæmpe om. Udover det danske it-selskab er verdens største teleselskab, AT&T, samt Ares Security med i kapløbet.

En blåstempling

Systematic er en virksomhed med mange år på bagen og blev stiftet i 1985 af Allan Schyt og Michael Holm, der adm. direktør og hovedejer i dag.

I regnskabsåret 18/19 rundede virksomheden over en milliard i omsætning på 1,014 mia. kr. mod 995 mio kr. i 17/18. Derudover har virksomheden en medarbejderstab på 1100 og er i ni lande.

Det betyder en hel del, at vi er i den kategori, der kvalificerer sig i denne kontrakt

Michael Holm, adm. direktør i Systematic

For den danske virksomhed betyder det meget at være blevet kvalificeret til kapløbet om kontrakten.

“Bare det, at vi er med i kapløbet, er en blåstempling for os som virksomhed. Det bliver nærmest ikke en større kunde,” siger Michael Holm adm. direktør i Systematic.

Den amerikanske hær er dog ikke en ny kunde. I 2017 landede Systematic sin hidtil største ordre med en milliardordre til det amerikanske forsvar på et kommando- og kontrolsystem., som gjorde virksomheden til en af verdens største leverandører af software til forsvarsområdet.

“Vi er allerede etableret i USA, og vi har også den amerikanske hær som kunde. Men det betyder en hel del, at vi er i den kategori, der kvalificerer sig i denne kontrakt, og det er et signal om, at vi har det rigtige produkt,” siger Michael Holm.

Gode chancer

Selvom Systematic er oppe imod store amerikanske konkurrenter i kapløbet om kontrakten, skræmmer det ikke direktøren.

Især med produktet Sitaware, mener direktøren, at de kan bidrage med noget særligt.

Overordnet kan softwaren skabe overblik. Dermed kan den f.eks. indsamle data om, hvor mandskabet er, hvad situationen er, kan kommunikere mellem de forskellige enheder over hele verden og dermed køre på tværs af domænerne i det amerikanske forsvarssystem.

1,014

mia. omsatte Systematic for i regnskabsåret for 18/19

“Vi er dybt specialiserede i kommandokontrol, og vores produkt Sitaware er et af de mest brugte og fleksible systemer. Derfor mener jeg, at vi står stærkt om at vinde nogle af opgaverne,” siger Michael Holm.

Rafael Torres, præsident i Systematic Ink., den amerikanske del af virksomheden, ser også, at Systematic bestemt kan bidrage i kapløbet.

“Jeg ser vores chancer som gode,” siger han og fortsætter:

“Og selvom vi skal konkurrere om opgaverne, er det en signifikant milepæl, at vi er blandt de udvalgte virksomheder,” siger Rafael Torres.

Michael Holm fortæller, at kvalificeringen har gjort, at den danske virksomhed også ser mod andre forsvarsministerier som potentielle kunder.

“På eksportsiden vil det her nok også få andre lande til at få øjnene mere op for os, og vi ser også mod andre forsvarsministerier som potentielle kunder. Derudover vil det også betyde, vi vil se endnu mere mod USA fremover,” siger direktør Michael Holm.

Han bakkes op af Rafael Torres.

“Når det amerikanske forsvarsministerium vælger os og bruger Sitaware, vil det helt sikkert også smitte af på andre lande,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis