ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

It-troldmand veksler milliontab til stort millionoverskud i nyt regnskab – forkæler sig selv med 40 mio kr i udbytte

Preben Damgaard, der

fik millionlussing i 2018, har fået sit investeringsselskab på rette køl med 72 mio. kr. i resultat

Preben Damgaard har et væld af investeringer i danskstiftede it-selskaber, herunder Too Good To Go, Templafy og Configit. Arkivfoto: Mie Hee Christensen
Preben Damgaard har et væld af investeringer i danskstiftede it-selskaber, herunder Too Good To Go, Templafy og Configit. Arkivfoto: Mie Hee Christensen Mie Hee Christensen

Rigmanden Preben Damgaard, der har opbygget en formue gennem salget af Navision, kan glæde sig over, at hans investeringsselskab Damgaard Company igen kaster penge af sig.

Efter et svært 2018, hvor uro på de finansielle markeder i slutningen af året gjorde, at selskabet tabte 19,6 mio. kr., blev udviklingen for alvor vendt sidste år.

Et nyt regnskab fra Damgaard Company afslører, at selskabet i 2019 kastede 72,3 mio. kr. af sig i resultat, efter skatten er betalt.

Ovenpå millionoverskuddet, der er investeringsselskabets bedste resultat i årevis, forkæler Preben Damgaard sig selv med et udbytte på 40 mio. kr.

“Det er til familien,” lyder det fra Preben Damgaard.

Han fortæller, at i stedet for at tage et lille udbytte hvert år vælger han hvert syvende år at tage en større bid ud til sig selv.

“Så kan jeg bevare pengene i mit holdingselskab så lang tid som muligt og derved investere i nogle af de unoterede aktier, som jeg beskæftiger mig med til hverdag som business-angel,” forklarer Preben Damgaard.

Tjener penge på aktier

Preben Damgaards formue stammer fra salget af Navision, som han i 2002 var med til at sælge videre til Microsoft for 11 mia. kr.

Damgaard Company havde i slutningen af 2019 aktiver for 806 mio. kr., mens egenkapitalen lå på 781 mio. kr.

Kapitalen er bundet op i noterede aktier og obligationer, mens en anden del er investeret i unoterede selskaber.

Preben Damgaard fortæller, at det i dag er Formuepleje, som håndterer forvaltningen af den del af formuen, som er placeret i obligationer og aktier. Det skyldes, at it-rigmanden i 2006 sammen med flere af Navision-stifterne startede den uafhængige fondsmægler Wealth Management, som de placerede en stor del af deres formue i.

781 ​

mio. kr. var egenkapitalen i Damgaard Company ved udgangen af 2019

Selskabet blev i 2018 solgt videre til kapitalforvalteren Formuepleje, som altså i dag håndterer en pæn del af Preben Damgaards formue. Det er her, at en stor del af 2019-overskuddet i Damgaard Company kommer fra. Således lød de finansielle indtægter sidste år på 52,4 mio. kr.

Bred palet af it-investeringer

It-troldmandens fokus ligger dog et helt andet sted, idet han er investor i en lang række vækstvirksomheder, der bevæger sig inden for teknologiområdet.

Således har han gennem Damgaard Company kapitalandele i en vifte virksomheder, der inkluderer madspildsappen Too Good To Go, softwarevirksomheden Dixa samt it-firmaet Configit, der alle har fået trecifrede millioninvesteringer fra prominente investorer de seneste år.

Preben Damgaard involverer sig ikke kun i selskaberne ved at kaste kapital efter dem, men han indtager også bestyrelsesposter i en lang række selskaber. Foruden de tre førnævnte selskaber er han også medlem af bestyrelsen i Saxo Bank, ligesom han er formand for bestyrelsen i it-konsulenthuset 7N.

I fjor tjente Damgaard Company 36,5 mio. kr. på salg af kapitalandele i et af portefølgeselskaberne. Preben Damgaard vil ikke fortælle, hvilket selskab der er tale om, men han oplyser, at det ikke var et exit fra selskabet.

Det skete derimod i forbindelse med en kapitalrunde, hvor et af hans porteføljeselskaber var ude at rejse kapital.

Her ville den nye investor gerne investere flere penge, end selskabet havde brug for at rejse, og derfor valgte Preben Damgaard sammen med andre eksisterende aktionærer i selskabet at sælge en portion af deres aktier til den nye investor, fortæller han.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis