Servicegiganten ISS har solgt sine skadeservice-aktiviteter i Norden til kapitalfonden Agilitas, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Forretningen omfatter bl.a. skadeservice og oprydningsaktiviteter i forbindelse med brand, oversvømmelser og andre ekstreme vejrfænomener. Aktiviteterne, der hedder ISS Nordic Damage Control, drives fra 54 afdelinger i Danmark, Norge og Finland.
Totalt havde denne del af det vidtstrakte ISS-imperium sidste år en omsætning på ca. 850 mio. kr., oplyser ISS.
Som et led i en større gennemgang af sine forretningsområder har ISS konkluderet, at skadeservicen ligger uden for selskabets kerneforretning.
”Aktiviteterne i Nordic Damage Control er blevet vurderet, og vi har konkluderet, at disse aktiviteter ligger uden for vores kerneaktiviteter i forhold til vores langsigtede strategi i Norden,” siger Henrik Langebæk, finansdirektør for ISS Europe, ifølge pressemeddelelsen.
Lang eftersøgning
Der har et stykke tid verseret forlydender om et muligt frasalg af den nordiske skadeservice. I december sidste år kunne Børsen fortælle, at ISS allerede længe havde shoppet rundt for at finde en køber til disse aktiviteter.
Ifølge Børsens oplysninger lå den forventede salgspris på dette tidspunkt på omkring en mia. kr. ISS og Agilitas har ikke offentliggjort en salgspris eller andre detaljer om handlen.
ISS, der blev grundlagt i København i 1901, havde sidste år en samlet omsætning på 79,5 mia. kr. og beskæftigede 534.000 ansatte. De største aktionærer i selskabet er EQT partners og Goldman Sachs Capital.