Hos Irma kan kunder nu putte en hjælpepakke i kurven. En hjælpepakke, der støtter små producenter. Pakkerne består af produkter fra 24 små danske producenter, der lige nu står i en svær situation på grund af coronavirus. Varerne sælges til indkøbspris, og hele salget går til producenterne.
En af de små producenter, der får en hjælpende hånd af Irma, er København Kombucha, der har udviklet et prisvindende alternativ til vine og champagner.
“Irma har været med til at give os forretningsgrundlaget og motivationen tilbage,” siger Louise Benkjær Limbach, adm. direktør i København Kombucha, og fortsætter:
“Men vi har alligevel mistet 60 pct. af det forventede salg. Salget, vi skulle have haft i foråret og sommeren, blev revet fuldstændigt væk under os.”
Louise Benkjær Limbach stiftede København Kombucha i august sidste år, og da forventet salg ikke kan regnes med i statens hjælpepakker, har virksomheden ikke kunnet søge disse. Derfor har København Kombucha måttet sætte sin lid til forbrugerne og samarbejdspartnere.
“Irmas initiativ har betydet, at vi er kommet i gang igen, og nu må restauranterne også snart åbne igen, så det betyder rigtig meget for os,” siger hun.
“Hvis nogle af de små producenter ikke eksisterer, når coronakrisen er overstået, så har vi en udfordring
Søren Steffensen, adm. direktør i Irma
Hjælpepakkerne til de små producenter er en del af kampagnen “Tænk småt”, som Irma lancerede i april, da producenterne har været afskåret fra deres normale salgskanaler hos blandt andet restauranter på grund af corona. Så nu har Irma valgt at støtte de små producenter, med håb om at de også er at finde på hylderne efter krisen.
“Vi lever af at have vores butikker fyldt med nye, spændende produkter,” siger Søren Steffensen, adm. direktør i Irma, og fortsætter:
“Hvis nogle af de små producenter ikke eksisterer, når coronakrisen er overstået, så har vi en udfordring. Vi gør alt, hvad vi kan, for at holde hånden under dem.”
Irma har ud over hjælpepakkerne tilbudt de små producenter at markedsføre sig på supermarkedets Instagram-profil og har givet de små producenter de bedste placeringer i butikken. Men Irma tjener ikke penge på deres samfundssind.
“Vi har tværtimod nogle omkostninger ved det. Der er mennesker, der arbejder på at få det her til at ske,” siger Søren Steffensen.
Hjælpepakkerne skal bestilles på nettet og derefter hentes i en af Irmas 69 butikker, og Irmas direktør håber, det kan lokke nogle nye kunder i butikken.
“Det kan godt være, kunderne bare kommer ned og henter deres hjælpepakke, men det kan også være, de køber resten af deres indkøb i Irma-butikkerne,” siger han og fortsætter:
“Så håber vi, at vi rammer nogle kunder, der normalt ikke kommer i Irma.”