ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kapitalfond vil sælge nordjysk milliardfirma: Indtjeningen brager op

Indtjeningen i den nordjyske rørvirksomhed Logstor, som kapitalfonden Triton har forsøgt at sælge, brager frem

Kim Christensen har været adm. direktør i Logstor siden 2017. PR-foto.
Kim Christensen har været adm. direktør i Logstor siden 2017. PR-foto.

Siden den britiske kapitalfond Triton i 2013 købte Logstor, har den nordjyske rørvirksomhed været igennem en turbulent periode.

Men nu ser kapitalfonden ud til at have skabt en velindtjenende maskine. Overskuddet efter skat lyder på 146 mio. kr. mod 80 mio. kr. året før, mens driftsindtjeningen stiger til 296 mio. kr.

Vi er mødt med en kæmpe udfordring, fordi råvarepriserne er på himmelflugt

Kim Christensen, adm. direktør, Logstor

“De seneste tre år har vi virkelig fået lagt nogle lag på vores indtjening. De operationelle tiltag, vi har gjort, har virkelig båret frugt,” siger Kim Christensen, adm. direktør for Logstor.

Derimod står toplinjen stille i selskabet, der producerer præisolerede fjernvarmerør.

Omsætningen lander på lige godt 1,8 mia. kr., og det er stort set det samme som i 2019. Kim Christensen medgiver, at han gerne havde set salget vokse noget mere, men han er tilfreds, når man tager corona med i ligningen.

“Det er faktisk noget af en præstation, hvor vi har været præget af lockdown på mange byggepladser. Men mange af de ting, der blev sat på pause, blev faktisk realiseret senere på året. Så vi synes, at det er en fin præstation at holde os på niveau med 2019,” siger direktøren.

Fik job under krise

Han blev øverste chef i Logstor, der tidligere hed Løgstør Rør, i 2017, hvor selskabet befandt sig i en krise. I 2016 og 2017 tabte selskabet samlet set over 175 mio. kr., og bankforbindelsen Nordea har undervejs set sig nødsaget til at eftergive en trecifret milliongæld.

Netop den tætte forbindelse til Nordea kan også være årsagen til, at storbankens corporate finance-afdeling sidste år blev engageret til at undersøge mulighederne for at sælge Logstor på vegne af Triton.

Flere af Børsens kilder i branchen for køb og salg af virksomheder undrer sig over, at salget endnu ikke er blevet gennemført.

“Triton har ønsket at holde processen lidt længere. Vi skulle gerne sikkert igennem 2020, og så er det muligt, at det bliver taget op i 2021. Der er stadigvæk dialoger,” siger Kim Christensen.

Direktøren vil hellere tale om driften af Logstor og fortæller, at selskabet er kommet godt fra start i 2021.

“Men vi er mødt med en kæmpe udfordring, fordi råvarepriserne er på himmelflugt. Det er en stor udfordring for os at få sendt den regning videre i markedet,” siger han.

Hvordan bliver det taget imod?

“Vi er i fasen, hvor vi er i gang med at implementere prisstigningerne. Der er ikke så meget at gøre ved det, for vi kan jo naturligvis ikke sidde tilbage med den regning. Men det er ikke nemt,” siger Kim Christensen, der forventer prisstigninger i størrelsesordenen 15-20 pct.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis