Indien er på enhver måde en stor mundfuld. Landet er gigantisk – på alle måder præget af store tal.
Næsten 1,4 mia. mennesker; verdens femtestørste økonomi; bnp-vækst på 6-7 pct. årligt i perioden 2014-2018, hvilket gjorde Indien til verdens hurtigst voksende økonomi – Kina medregnet.
mia. mennesker bor i Indien
Så når man kigger på firmaet Ecobeta i jyske Nibe, så virker det som en næsten uoverkommelig opgave at kaste sig ud i et eksporteventyr til mægtige Indien.
Firmaet er ganske lille: Fire ansatte og nøgletal, der bestemt ikke er i milliardklassen. Men produktet fejler ikke noget. Ecobeta udvikler og fremstiller vandbesparende skylleventiler til toiletter, og slagnummeret er et skyllesystem, der betjenes enkelt med kun ét greb; mange andre toiletmekanismer med vandsparesystem har to knapper.
“80 pct. af tiden har vi kun brug for et lille skyl, men toknapsbetjeninger forvirrer folk, især børn, og det betyder vandspild,” forklarer marketingchef Lubomir Bartejs.
Ecobeta har haft succes med at sælge etgrebs toiletskyl til mange skoler og offentlige institutioner i Danmark og Storbritannien. Næste logiske skridt ville være nogle flere nære markeder. Men så hørte Ecobeta om et program for svm’ere i Indien, der var interesserede i salgsfremstød.
“Og det gav mening, fordi Indien har vandmangel. Deres vandforsyning er presset af hastig befolkningsvækst, så alt hvad der kan give vandbesparelser, er højt på agendaen. Og vores produkt er billigt i forhold til store investeringer i nye vandledninger, men kan samtidigt være med til at ændre adfærd,” siger Lubomir Bartejs.
Og hans analyse er helt rigtig, siger handelschef Søren Nørrelund Kannik-Marquardsen, Danmarks ambassade i Delhi:
“De har ikke brug for store forkromede infrastrukturprojekter, men hellere lavteknologiske projekter, og vand er en kæmpe mulighed. Indien har 17 pct. af verdens befolkning, men kun 7 pct. af verdens vand.”
Indien er for første gang i recession, men som så meget andet, så er landets coronahjælpeforanstaltninger også gigantiske. Landets første coronapakke til en værdi af 265 mia. dollar eller 10 pct. af Indiens bnp har flere mål, blandt andet at reformere både landbrug og energisektor.
Udenrigsministeriet
En anden stor hjælpepakke til 50 mia. dollar handler specifikt om vand; målet er, at alle husholdninger ude på landet i 2024 skal have adgang til rindende vand. Det er ambitiøst, for ud af 180 mio. landhusholdninger har kun 33 mio. adgang til vandhanevand.
Det giver ifølge handelschef Søren Nørrelund Kannik-Marquardsen rigtigt mange muligheder, både for store etablerede spillere med vandkompetencer som Grundfos eller Kamstrup, men også for rigtigt mange andre.
“Indien er på mange måder et usynligt dansk eksporteventyr
Søren Nørrelund Kannik-Marquardsen, handelschef, Delhi
“Indien er på mange måder et usynligt dansk eksporteventyr, selv om landet formelt set kun er nummer 30 på listen over de største eksportmarkeder. Man glemmer, at der faktisk er mere end 150 danske virksomheder etableret her med mere end 200.000 lokale ansatte. Carlsberg er største ølmærke, Mærsk har mange ansatte og to store havne,” påpeger handelschefen.
Og så har Indien voldsomme ambitioner. Den nuværende premierminister Narendra Modi har flyttet landet fra en plads som nummer 142 til plads 63 på Verdensbankens liste over, hvor det er nemt at lave forretning.
“Indien ser sig selv som den naturlige arvtager til Kinas rolle som verdens fabrik,” siger Søren Nørrelund Kannik-Marquardsen.