ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ilse Jacobsen efter frasalg af livsværk: Troede aldrig jeg skulle sælge

Det danske tøj- og livsstilsbrand Ilse Jacobsen har netop solgt 15 pct. af ejerandelen til den danske investeringsvirksomhed Voluntas, der har Brøndby-rigmanden Jan Bech Andersen og Morten Albæk, tidligere direktør i Vestas, ved roret.

Og hos Ilse Jacobsen, stifter og adm. direktør i tøjbrandet af samme navn, er der stor begejstring over forløbet, der har stået på omkring et halvt års tid og kastet et ukendt millionbeløb af sig.

”Det er lidt vildt. Jeg troede aldrig, jeg skulle sælge blot en lille del af mit firma, men jeg har ikke fortrudt et sekund,” siger Ilse Jacobsen, der især har set sig varm på de to investorers evne og drivkraft til at føre det danske brand videre.

”Det har gjort det nemmere at sælge en bid af livsværket, at jeg netop har fundet nogle mennesker med kapaciteter, der kan løfte virksomheden sammen med mig. Kemien betyder utrolig meget for mig, og jeg kan mærke, at det bliver en god rejse,” siger hun.

Frigør hænder til vækst

Salget af selskabet, der i høj grad er kendt for at sælge farvestrålende gummistøvler, sker ifølge Ilse Jacobsen selv ud fra et ønske om at løfte selskabet op til et nyt niveau.

”I bund og grund har jeg gjort det, fordi jeg ønsker større vækst. Jeg har arbejdet fra morgen til aften gennem mange år, og jeg har haft skyklapper på i forhold til at få lavet de strategiske tiltag, som er nødvendige for at komme et trin længere op ad stigen,” siger stifteren og fortæller, at det ville være en svær opgave at løfte på egen hånd.

”Jeg ved, at jeg kan, og at jeg har produkterne til at tage det til det næste niveau – men vi har haft brug for den nye kapacitet,” siger Ilse Jacobsen, der dog understreger, at der på nuværende tidspunkt ikke er planer om yderligere frasalg.

Udlandet skal i fokus

Kapitalindsprøjtningen skal i første omgang bruges til at sætte en ny organisationsstruktur i den danske designvirksomhed, hvor selskabet skal gennemgås fra ende til anden.

”Nu skal vi gå hele organisationen igennem for at se, om vi har de rigtige medarbejdere på de rigtige stationer, og hvad der skal til for at optimere. Det skal gøre os bedre rustet til det, fremtiden bringer,” siger Ilse Jacobsen, og uddyber, at den nye organisationsstruktur skal hjælpe med at sætte skub i væksten, især i udlandet.

”Jeg vil holde de fleste af pengene i firmaet, og en stor del skal gå til især markedsføring i udlandet, hvilket jo er en af Morten Albæks spidskompetencer. Jeg har endnu ikke lagt mig fast på, hvilke markeder vi skal fokusere på, men i det store hele er jeg klar til mere vækst på eksisterende markeder såsom USA og Canada samt til opstart af nye markeder,” siger iværksætteren.

Der er dog enkelte dryp af gevinsten fra salget, der ender i Ilse Jacobsens investeringsportefølje, der tæller alt fra en børnebog, tøjklemmer, beautyprodukter og et kurbad i Hornbæk.

”Der ryger måske en lille sum ned til nye investeringer i Løvens Hule fra de nye afsnit som sendes til foråret, hvor jeg har købt mig ind i nogle nye spændende projekter, som absolut passer ind i mine andre livsstilsinvesteringer. Det skal nok blive en succes,”siger hun.


Apple Podcasts Podspace Spotify Podimo

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis