ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Niels Lunde: Her er de tre discipliner, som Huscompagniet har bygget sin succes på

Huscompagniet har været ejet af tre kapitalfonde, først Axcel, så FSN og nu EQT. Alligevel er det lykkedes at være tålmodig i arbejdet med sine prioriteter

Steffen Baungaard (billedet) var adm. direktør i Huscompagniet i mange år og sidder nu i bestyrelsen. Martin Ravn-Nielsen er rykket op som ny adm. direktør. Arkivfoto: Steven Achiam
Steffen Baungaard (billedet) var adm. direktør i Huscompagniet i mange år og sidder nu i bestyrelsen. Martin Ravn-Nielsen er rykket op som ny adm. direktør. Arkivfoto: Steven Achiam

Kapitalfonden EQT forbereder en børsnotering af Huscompagniet, afslørede Børsen i forgårs. Mens markedet venter på den officielle meddelelse, er det lærerigt at se på forhistorien.

Da jeg på scenen spurgte Steffen Baungaard, hvordan det er at have en kapitalfond som ejer, svarede han: “Som at have en peberrod oppe i en vis legemsdel”

Hvordan har ledelsen, makkerparret Steffen Baungaard og Martin Ravn-Nielsen, skabt værdi med tre kapitalfonde som ejer, først Axcel, så FSN og nu EQT? Ja, de har endda fået erhvervslivets fineste pris – Børsen Gazelle – to gange.

Svaret er tålmodighed. Hård disciplin og fokus på de samme tre discipliner igennem mange år:

1. Standardisering

Kunderne køber personlige og forskellige huse, men alt det, som de ikke ser, er standardiseret.

Murstenene købes hos den samme fabrikant. Og vinduerne. Og gasbetonen. Osv. Det giver en volumen, som kan udnyttes prismæssigt i indkøbet, men den egentlige konkurrencefordel ligger i, at alt sættes fast på den samme måde, uanset hvilket hus der er tale om.

Materialerne er forskellige, men samlingen er ens, så folkene på pladsen ved præcis, hvad de skal gøre, når fundamentet er lagt, når bagvæggen skal placeres, når isoleringen skal på plads osv. Gulvbrædderne er forskellige, men de lægges på den samme måde.
Alle de steder, hvor materialerne rammer hinanden, foregår det på en ensartet måde, og som om at husene er ens.

2. Digitalisering

Byggebranchen er kendt for at være langsom til at udnytte ny teknologi, men Huscompagniet har gjort det to steder.

For det første kan kunden ved hjælp af en app orientere sig i et virtuelt hus og også få et indblik i byggeprocessen. Kunden kan forberede sig grundigt på en af livets største beslutninger før mødet med Huscompagniets medarbejdere.

For det andet er arbejdsgangene på pladserne gjort delvist digitale, så medarbejderne kommunikerer bedre med hinanden og undgår, at nogen kører forgæves og skal have ventepenge.

3. Kundefokus

Da Steffen Baungaard talte på en Gazelle-konference for seks år siden, udfordrede han deltagerne på, om de var kunder, og om de var tilfredse. På en Gazelle-konference sidste år fortalte han, at han flere gange dagligt holdt øje med Trustpilot, og at der blev fulgt op på ethvert kritisk indlæg. Også over for kværulanter.

Det er banalt, meget banalt, men endnu i vore dage kan service gøres til en konkurrencefordel. Oven på finanskrisen forpligtede Huscompagniet sig på nogle få, men enkle kundeløfter. Blandt andet at huset er færdigt til aftalt tid, og at kunden først skal betale, når huset er færdigt.

Den slags er nemmere sagt end gjort, men kapitalfondene er gode til at eksekvere. Da jeg på scenen for seks år siden spurgte Steffen Baungaard, hvordan det er at have en kapitalfond som ejer, svarede han: “Som at have en peberrod oppe i en vis legemsdel.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis