Sportstøjsvirksomheden Hummel er rendt ind i en ordentlig øretæve. For første gang i 15 år er der røde tal på bundlinjen. Nettoresultatet i 2020 dykker med 135 mio. kr. til et underskud på lidt over 52 mio. kr. Omsætningen er kun faldet marginalt med nogle få millioner kroner til 1,35 mia. kr.
Det oplyser adm. direktør Allan Vad Nielsen. Årsagen er coronapandemien, som lukkede både kundernes og Hummels egne detailbutikker i indkøbsgader og -centre, samtidig med at salget af sportstøj til store og små sportsklubber, hvis aktiviteter også var lukket ned for at hindre smittespredning, forsvandt.
“Overordnet har vi fået en hård tackling af covid-19
Allan Vad Nielsen, Hummel-topchef
“Det har ramt hårdt. Overordnet har vi fået en hård tackling af covid-19. Selvom vores salg online fortsatte sin kraftige vækst og blev femdoblet til et større trecifret millionbeløb i 2020, så kunne det ikke kompensere for nedgangen. Det digitale salg var ikke blevet stort nok. Vi er kommet for sent i gang på det felt,” siger Allan Vad Nielsen.
Også i 2019 var der kraftig vækst – faktisk en firdobling af omsætningen i Hummels egen webshop samt på de platforme, der formidler salg af Hummel-tøj, og i salget til andre onlinebutikker.
Da Allan Vad i 2017 kom til Hummel, efter at direktøren gennem mange år, Søren Schriver, røg ud på grund af mistanker om urent trav, omsatte Hummel for bare en håndfuld millioner kroner online. Siden er der gearet voldsomt op.
pct. blev onlinesalget af Hummels produkter løftet med i 2020
“Det går rigtig godt med vækst på 20-25 pct. i januar og februar i år, og vi har lige lavet aftale med en af Sydøstasiens største onlineplatforme, Zalora, der nærmest er Asiens Zalando. Så vores onlinesalg vil i 2023 være på 1 mia. kr. eller omkring halvdelen af de 2 mia. kr., vi har sat som strategisk mål for toplinjen i 2023,” siger Allan Vad Nielsen.
Udviklingen hos nogle af de store internationale spillere som Nike, Adidas og Puma har i 2020 været som i Hummel: større eller mindre nedgang på toplinjen og især på bundlinjen samt kraftig vækst i kundernes digitale køb af varer. Den største globale spiller, Nike, tabte 5 pct. af sit salg og endte på 225 mia. kr. Heraf er 30 pct. digitalt salg.
Efter at have set udviklingen i sit salg her i starten af 2021 har Hummel-topchefen valgt at fastholde målet på 2 mia. kr. i 2023. Det er omkring 50 pct. vækst i forhold til den realiserede 2020-omsætning.
Resultatet skal være 8-10 pct. af toplinjen – 160-200 mio. kr.
Og Hummel regner faktisk også med i år at sætte omsætningsrekord. Der er rigtig mange ordrer på levering til efterårssæsonen. Og så er der jo i år EM i Danmark, som med den voldsomme hændelse med Christian Eriksen fik en trist start, men forinden havde givet Hummel et stort salg.
“Vi kunne selvfølgelig godt have valgt at sige, at corona har forsinket os. Men vi tror helt sikkert på, at vi når det. Vi har arbejdet med vores produkter, så alt står helt skarpt, og vi er i gang med at åbne nye egne butikker. Vi har også netop – oven i aftalen i Asien med Zalora – indgået samarbejdsaftaler med to af verdens største sportskæder, som i Nordeuropa har salg 10.000 forskellige steder. Det er rigtig stort,” siger Allan Vad Nielsen.
Han understreger, at Hummel selvfølgelig i 2020 har sparet, hvor det var muligt.
Men generelt vil han hellere angribe end spille defensivt, så der blev brugt et tocifret millionbeløb på at overtage franchisebutikker i Tyrkiet.
De 2 mia. kr. i 2023 er i øvrigt eksklusive opkøb, som Hummel faktisk er på jagt efter.
“Vi har haft succes med køb af løbetøjsselskabet Newline/Halo og har fået bestyrelsens ja til at kigge os omkring. Vi har også afgivet tilbud. Men intet er afklaret endnu,” siger topchefen.