ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hotelkonge: “Hvad det har kostet mig? I likviditet har det vel kostet mig 3 mia. kr. Derudover er værdierne af selskaberne skrumpet”

Store armbevægelser er blevet afløst af overlevelseskamp for Petter Stordalen. Gælden vokser og vækststrategien er lagt på hylden

Petter Stordalen løftede i 2016 sløret for sit nye hotelprojekt, Villa Copenhagen, iført dannebrogsblazer og store armbevægelser. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Petter Stordalen løftede i 2016 sløret for sit nye hotelprojekt, Villa Copenhagen, iført dannebrogsblazer og store armbevægelser. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Langs eksklusive Bygdøy Allé på Oslos vestkant sidder Petter Stordalen og ser ud af vinduet. “Jeg ser, at sommeren er kommet, og at haven er grøn som altid på denne tid af året.”

Normalt ville højsæsonen være på vej op ad trappen til hotelkæden Nordic Choices hovedkvarter, men sådan er det ikke i år. Coronakrisen har givet den norske milliardær en syngende økonomisk lussing.

Hvor meget har krisen kostet dig indtil videre?

“Åhhhhh. Hvad det har kostet mig? I likviditet har det vel kostet mig 3 mia. kr. Derudover er værdierne af selskaberne skrumpet,” siger han og uddyber, at han kommer til at låne omkring 1,5 mia. kr. – resten er hentet fra selskabets kontantbeholdning.

Det her kommer til at præge mig resten af livet, men jeg er den samme

Petter Stordalen

Ifølge Dagens Næringsliv skylder han den norske storbank DNB omkring 7 mia. kr.

Det er ikke bare Petter Stordalens hoteller, der er ramt hårdt af krisen. Han ejer også rejseselskaber, Sveriges største restaurantkæde og det norske færgerederi Hurtigruten.

Har du været uheldig eller positioneret forkert?

“24. februar havde jeg en stor præsentation, hvor jeg kunne fortælle min bank, at vi stod stærkere end nogensinde. Det stærke udgangspunkt er det, der kommer til at tage os igennem den ekstraordinære situation. Vi taler om et omsætningsfald på mellem 80 og 90 pct.,” siger Petter Stordalen og pointerer, at hans livsværk ikke kommer til at gå ned.

Med coronakrisen in mente var timingen dog mildest talt uheldig, da Petter Stordalen så sent som i oktober sidste år købte rejseselskaberne Spies, Tjæreborg og Ving ud af den krakkende Thomas Cook-koncern, men Petter Stordalen fortryder ikke opkøbet.

“Spies var og er en virksomhed i verdensklasse med en helt fantastisk kultur, også når vi kommer ud af krisen. Der er stærke ejere bag selskabet, der er klar til at skyde flere penge ind i selskabet.”

For at dække de massive tab i sit forretningsimperium har Stordalen solgt dele af sin forlagsvirksomhed fra og reduceret sin aktiebeholdning kraftigt. Det gælder om at ride stormen af.

“Når jeg er færdig med at tale med dig, skal jeg sammen med resten af ledelsen planlægge vejen tilbage. Mens 2020 er et tabt år, begynder vejen tilbage i 2021. De sorte tal på bundlinjen vender tilbage i 2022.”

3

mia. kr. anslår Petter Stordalen, at coronakrisen koster ham

Dropper vækststrategi

For tre år siden sagde den nordiske hotelkonge til Børsen, at han ville erobre det københavnske hotelmarked og sætte sig på 20 pct. af markedet. I dag er den aggressive vækststrategi lagt på hylden.

“Nu skal vi passe på de hoteller, vi har, og åbne dem, der er ved at blive bygget. Vi kommer definitivt ikke til at ekspandere mere i København, før vi ser, hvordan verden ser ud,” siger han.

Et af de projekter, der er på vej, er hotellet Villa Copenhagen, der holder til i den gamle postterminal ved Tivoli.

Da planerne blev afsløret i 2016, var det med sædvanlig patos:

“Vi bygger for gæsterne, og så bekymrer vi os om investeringerne senere.”

Hvad tænker du om den udtalelse nu?

“Villa Copenhagen bliver et unikt hotel, som kommer til at stå i 100 år. Man skal ikke bygge sådan et hotel, hvis man er afhængig af et eller to år.”

Blandt anonyme rigmænd lægger man mærke til Stordalens åbenstående skjorte og rullen på r’et, når han råber: “Jeg elsker selskapet mitt!”

En attitude, der ikke er helt så iøjnefaldende i øjeblikket.

“Det her kommer til at præge mig resten af livet, men jeg er den samme. Jeg har bare ikke følt, at det var naturligt at stå med hænderne i vejret og skrige, at jeg elsker mandage, for det har jeg ikke gjort i en periode.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis