ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hoteldirektør skal fyre 340 ansatte: "Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har aldrig oplevet så brutal en nedgang i omsætningen sætte ind så hurtigt"

Corona-pandemien har indtil videre kostet BC Hospitality Group et stor tocifret millionbeløb. Der kan komme flere fyringer, lyder det fra direktøren.

Allan Agerholm har tilbragt flere årtier i hotelbranchen og har været vidne til en lang række kriser, der strækker sig fra Irakkrige til finanskrisen.

Alligevel har Allan Agerholm, der siden 2016 har været adm. Direktør for hotelgruppen BC Hospitality Group, aldrig oplevet en situation lig den udbruddet af corona-pandemien har bragt med sig.

Helt konkret mistede hotelmarkedet 50 pct af sin toplinje på 72 timer

Allan Agerholm, adm. direktør for BC Hospitality Group

Hotelgæsterne aflyser bestillinger i massevis, mens arrangører aflyser eller flytter adskillige af de arrangementer, som skulle have fundet sted hos BC Hospitality Group, der bl.a. ejer Bella Center, AC Hotel Bella Sky og Copenhagen Marriott.

Derfor har han netop besluttet at fyre knap 350 ansatte på tværs af lokaliteter i Danmark.

”Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har aldrig oplevet så brutal en nedgang i omsætningen sætte ind så hurtigt. Helt konkret mistede hotelmarkedet 50 pct af sin toplinje på 72 timer fra søndag morgen til tirsdag morgen,” siger Allan Agerholm og fortsætter:

”Det er fuldstændigt uhæmmet. Jeg er gammel nok til, at det her er min femte krise. Jeg har prøvet to Irak-krige, 9/11-krise, finanskrise, og det her er uhørt. Det er aldrig sket før i min tid.”

BC Hospitality Group har omkring 900 ansatte, og dermed vil over en tredjedel af medarbejderne modtage en fyreseddel.

Torsdag orienterede BC Hospitality Group alle medarbejderne om en stor plan for fyringer, som nu er sat i værk.

”Vi meddelte i dag 140 ansatte om, at de er afskediget, og så har de to ugers opsigelse indtil slutningen af måneden. I næste uge meddeler vi de sidste 200, som har opsigelse frem til slutningen af næste måned eller længere,” forklarer Allan Agerholm.

Flere fyringer kan blive realitet

Han forklarer, at fyringerne ikke rammer en bestemt gruppe medarbejdere i koncernen, men de berører medarbejdere på alle niveauer og på tværs af lokaliteter.

”Der er enkelte ledere, jeg holder fast i, hvis vi skal kunne operere, men ellers er det alle steder i organisationen,” siger direktøren.

959​

mio. kr. omsatte BC Hospitality Group for i det seneste regnskab for 2018

Hvad har den her situation kostet jer indtil videre?

”Op til nu har situationen kostet os et pænt stor tocifret millionbeløb. Hvis det fortsætter et par måneder, så er vi oppe på et trecifret millionbeløb.”

Kan der komme flere fyringer?

”Det kan der, hvis det viser sig, at vi har estimeret krisens dybde og længde forkert,” siger Allan Agerholm.

Hvad skal der til, før vi kommer i en situation, hvor du annoncerer yderligere fyringer?

”Det vil eksempelvis ske, hvis flere lande indfører rejseforbud, eller hvis smittespredningen eskalerer, hvis vi ender i en økonomisk recession, hvor folk ikke har råd til at rejse og jeg kunne blive ved med at komme på eksempler.

Arbejder på højtryk

Den gode nyhed er dog, at størstedelen af arrangementerne ikke er blevet aflyst, men er derimod blev flyttet – de fleste af dem til efteråret.

Ifølge Allan Agerholm er der lige nu to typer af arrangører:

”Vi har dem med Ja-hatten på, som flytter arrangementerne til juni. Og så har vi dem med Nej-hatten på, som flytter dem til september-oktober. Problemet er, at jeg ikke ved, hvem der har ret. Hvis jeg vidste, hvem der har ret, så ville jeg navigere 100 pct. efter det,” siger han.

I kan vel ikke uden videre flytte alle arrangementerne til efteråret – der har I vel også andre, der har booket sig ind?

"Det er rigtigt. Jeg tror aldrig, at folkene i min afdeling har arbejdet hårdere, end de gør nu. De sidder med et gigantisk logistisk puslespil, fordi det er ikke kun et spørgsmål, om jeg har plads. Der kan også være underleverandører, der skal levere AV, teknik, udstillingsmateriale, scener, lyd og så videre," siger forklarer Allan Agerholm og fortsætter:

"Men det er jeg helt tryg ved, at vi klarer. Det er bare et spørgsmål om, at vi har travlt, vi arbejder lidt sent, har lidt stress på og sover ikke så meget. Men man skal heller ikke sove så meget. Det er spild af tid."



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis