Hvis man går ind på hjemmesiden for statens finansieringsfond, Vækstfonden, finder man nogle meget flotte ord. Under punktet “formål og strategi” står der således, at fonden udvælger og udvikler de virksomheder, som Danmark ikke må gå glip af. Så er vi oppe på den helt store klinge, og tankerne vil for manges vedkommende sikkert suse i retning af hotte emner, der kan tegne fremtiden og være store eksportmuligheder i, som f.eks. klima, bæredygtighed, it og robotteknologi.
Men hov. Jeg glemte vist at nævne biludlejning. I hvert fald er det et område, som Vækstfonden tilsyneladende har kunnet se muligheder i, som Danmark ikke må gå glip af. I hvert fald valgte den skatteyderfinansierede fond for få måneder siden at kaste sin kærlighed på – og millioner efter – Scanleasing Danmark. Det skete i form af et lån, der ifølge Jyllands-Postens oplysninger var på 32 mio. kr.
Når det står i datid, er det fordi, at Scanleasing kort tid efter, nærmere bestemt 12. oktober, gik konkurs med et brag. Peter Larsen, der stod bag selskabet som excellerede i leasing af luksusbiler, gik også konkurs – ligesom en stribe andre selskaber i hans kølvand, hvis de da ikke er likvideret eller opløst. Mens forskellige transaktioner i Scanleasing nu undersøges af kurator, har kreditorerne rejst krav mod selskabet for mere end en kvart milliard og mod Peter Larsen personligt for 195 mio. kr.
Der er altid en risiko for, at et vækstselskab kan gå konkurs. Men med tanke på de flotte ord på Vækstfondens hjemmeside kunne det for skatteyderne måske være rart med lidt info om, hvad det præcis var ved Scanleasing, som Vækstfonden følte, at Danmark ikke måtte gå glip af?
Men desværre. Fondens kommunikationschef Charlie Stjerneklar må med egne ord “ikke oplyse om enkelte kundeforhold”.
Det er ærgerligt. Men der er andre sager, hvor det måske kunne interessere skatteyderne, hvordan pengene er blevet anvendt – og hvorfor. Det gælder f.eks. migræneselskabet Balancair, der tidligere i år gav Vækstfonden en slem hovedpine. Ud af de 19 mio. kr., som investorer hældte i Balancair, tegnede Vækstfonden sig for godt halvdelen, men otte måneder efter var kassen tom og selskabet konkurs. De mange penge ville migræneselskabet bl.a. have brugt til et klinisk studie, så al tvivl om produktet kunne fejes af bordet.
Så langt nåede det dog aldrig. Dokumentation i form af et klinisk studie eller ej, så var Ole Kring, partner i Vækstfondens afdeling for direkte investeringer, VF Venture, før konkursen klippefast i sin tro på Balancair, hvor han i øvrigt også fik en bestyrelsespost. Således sagde han i januar til Medwatch, at han troede, at selskabet ville blive “kæmpestort” og få en “trecifret millionomsætning”.
Men sådan gik det ikke. Hvorfor, kan skatteyderne blot gisne om.
